KL søger en ny kollega, som brænder for børne- og ungeområdet - og navnlig folkeskolen. Vi søger en kollega, som i tæt samarbejde med kontorets øvrige engagerede medarbejdere vil være med til at gøre en forskel for landets 98 kommuner.
Vil du være en del af kontoret for Børn, Unge og Folkeskole?
KL's Kontor for Børn, Unge og Folkeskole varetager opgaver på hele 0-25 års området med det mål at skabe de bedste rammer for kommunerne til at drive dagtilbud, folkeskole og ungepolitik. Kontoret for Børn, Unge og Folkeskole er kendetegnet ved, at vi løfter i flok med forventning om resultater af høj kvalitet. Vi tilbyder en stærk og tillidsfuld samarbejdskultur, der kræver en åben tilgang til kolleger og en ansvarsfuld varetagelse af egne og fælles opgaver i kontoret. Det samme kendetegner vores tilgang til samarbejdet bredt i KL og vores tætte og omfattende kontakt og samarbejde med kommunerne.
Samarbejdet med relevante ministerier, styrelser og interessenter i øvrigt rundt om dagtilbud og folkeskole er også præget af positivt engagement og interesse for at finde fælles løsninger. Der er gode muligheder for læring og udvikling i jobbet
Har du lyst til at arbejde med interessevaretagelse på kommunernes vegne?
Vi søger en konsulent til vores hold af dygtige og engagerede konsulenter. Dine opgaver vil ligge inden for KLs politiske og faglige interessevaretagelse på børne- og ungeområdet med hovedvægt på folkeskolen. Konkret vil du bl.a. komme til at arbejde med:
-
KL's politik på børne- og ungeområdet, herunder udarbejdelse af sager til KL's politiske udvalg, direktion, kontaktudvalg mv.
-
Forberedelse og gennemførelse af konferencer, temadage, dialogmøder mv., samt udarbejdelse af inspirationsmaterialer
-
Understøtte kommunerne via udviklingspartnerskaber på tværs af kommuner
-
At vedligeholde og udvikle relationer og samarbejde med kommuner og interessenter på skole- og dagtilbudsområdet.
Om dig
Opgaverne i kontoret spænder bredt fra interessevaretagelse, politikformulering og projekter til at udvikle og afholde temadage og konferencer. Arbejdet med KLs interessevaretagelse formes i et tæt samspil med resten af organisationen. Evnen til at kunne se og samarbejde på tværs af fagområder er en forudsætning for at skabe resultater i KL. Derfor lægger vi vægt på, at:
-
Du har en lang samfundsvidenskabelig eller en anden relevant videregående uddannelse, skriver godt og er god til den udadrettede kontakt, som kræves i samarbejdet med både medlemmerne og samarbejdspartnere
-
Du har 1-3 års erfaring med folkeskoleområdet, interessevaretagelse, og du kender til den politiske arena, som KL er en del af
-
Du arbejder selvstændigt, har blik for strategiske perspektiver, er analytisk stærk og idérig, kan arbejde med korte deadlines og er en god holdspiller
-
Du kan se værdien af samarbejde med andre fagområder og har særligt blik for sammenhængen på tværs af 0-25 års området.
Hvem er vi
Du bliver del af et kontor med et stærkt fagligt miljø, og du får 20 engagerede kollegaer. Vi tilbyder et udfordrende og afvekslende job, hvor du får både ansvar, gode udviklingsmuligheder og indflydelse på jobindholdet. Vi deler viden, hjælper hinanden, har fokus på samarbejde og på at give hinanden konstruktivt med og modspil, så vi finder de bedste løsninger til gavn for kommunerne.
Vi sidder i storrumskontorer som understøtter denne arbejdsform og har alle nogle rejsedage ind imellem. Vi har en uformel omgangstone, og vi er gode til at gøre plads til et grin i en travl hverdag.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg på baggrund af personlige kvalifikationer.
Det praktiske
Ansøgningsfristen er den 7. december. Vi ønsker at besætte stillingen snarest muligt.
Vil du vide mere eller har du spørgsmål kan du ringe til børne og skolechef Peter Panula Toft på telefon 29664192 eller souschef Kristine Wiberg Plougsgaard på telefon 28727992.
KL ser forskellighed i medarbejdersammensætningen og i ledelsen som en af vores styrker og opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge vores ledige stillinger.