Er du interesseret i at få selvstændigt ansvar, udfordringer på højt niveau samt at arbejde tæt på den politiske beslutningsproces og med opgaver i blandt andet EU-regi? Så er du måske den kandidat, vi søger.
Vi har i øjeblikket en spændende stilling ledig som generalist i Transportministeriets Køretøjskontor. Kontoret beskæftiger sig med alle regler for køretøjer, herunder tekniske krav til køretøjers indretning og udstyr, grøn omstilling af bilparken, selvkørende biler, køretøjsgodkendelser og syn. Som generalist vil man komme til at arbejde med sager, som står højt på den politiske dagsorden, samt varetage Danmarks interesser i EU og andre internationale fora.
I kontoret er vi 5 sagsbehandlere, én studentermedhjælper og én kontorchef. Vores arbejdsmiljø er uformelt, og vi lægger vægt på at hjælpe hinanden og holde godt humør.
Dine arbejdsopgaver
Som generalist i Køretøjskontoret får du mulighed for at arbejde med en række spændende opgaver inden for det køretøjstekniske område. Køretøjsområdet er i høj grad påvirket af international lovgivning på især EU-niveau, og opgaverne vil typisk variere afhængig af hvilke sagsområder, der aktuelt er i fokus i Danmark eller i EU. I kontoret kan du se frem til en alsidig hverdag med afvekslende arbejdsopgaver og en stejl læringskurve. Du bliver en vigtig og central medarbejder, der vil få stor kontaktflade til departementets andre kontorer, ministeriets styrelser, Europa-Kommissionen og eksterne aktører.
Dine opgaverne vil blandt andet indebære:
-
forberede og understøtte politiske udspil og forhandlinger
-
bidrage til opfølgning på politiske aftaler
-
betjening af ministeren og Folketinget (fx udarbejdelse af svar til Folketinget m.fl., forberedelse af møder og bidrag til taler)
-
politikudvikling
-
samarbejde og koordinering med andre ministerier, styrelser, kommuner og interesseorganisationer m.v.
-
forberedelse af og deltagelse i møder i EU-regi
Opgaverne vil blive tilrettelagt ud fra dine erfaringer og kvalifikationer.
Din profil
Vi søger en medarbejder, som:
-
har en akademisk baggrund inden for samfundsvidenskab (f.eks. cand.scient.pol., cand.jur., eller lignende)
-
har gode samarbejdsevner, da der er behov for meget koordinering
-
er nysgerrig, udviklingsorienteret og kan tænke i nye og bedre løsninger
-
er klar på at arbejde med komplekse og varierende opgaver
-
er god til at formulere sig skriftligt og mundtligt både på dansk og engelsk
-
er struktureret, analytisk, trives med stort selvstændigt arbejde og evner hurtigt at sætte sig ind i nye fagområder
-
interesserer sig for arbejdet i et politisk miljø
Både nyuddannede og erfarne ansøgere vil komme i betragtning.
Vi tilbyder
Transportministeriet er kendetegnet ved korte beslutningsgange og ved, at medarbejdere hurtigt får ansvar og mulighed for at påvirke sagerne. Ministeriets medarbejdere deltager således normalt på alle møder omkring deres sager, herunder når sagerne drøftes med ministeren, departementschefen eller eksterne parter. Det skaber spændende, udfordrende og ansvarsfulde jobs tæt på den politiske proces.
Som medarbejder i departementet bliver du en del af stærke faglige miljøer, og du styrker din handlekraft, beslutningsdygtighed og dine analytiske evner. Ligeledes udvikler du din evne til at forstå og overskue komplekse faglige problemstillinger og omsætte denne viden til en konkret politisk kontekst og dagsorden.
Ministeriet lægger vægt på en fleksibel arbejdstilrettelæggelse, så jobbet kan kombineres med et aktivt familie- og fritidsliv. Herudover får du gode kollegaer i et udviklingsorienteret og engageret arbejdsmiljø med en uhøjtidelig omgangstone. Vi lægger vægt på, at du trives både fagligt og socialt, og vi holder både godmorgenmøder, kontorseminarer og fredagsbar.
I Transportministeriet er din faglige og personlige udvikling vigtig. Derfor har vi som led i udviklingen af vores organisation fokus på individuelle karriere- og kompetenceudviklingsplaner.
Løn- og ansættelsesvilkår
Aflønning sker efter overenskomst for akademikere i staten. Ansættelsesområdet er Transportministeriet med de til enhver tid tilhørende institutioner.
Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte kontorchef for Køretøjskontoret, Lars Damkjær Jespersen. Departementets telefonnummer er 41 71 27 00.
Sådan søger du
Send dit CV og ansøgning samt kopi af eksamensbeviser for både bachelor- og kandidatgrad senest den 10. april 2024. Brug linket i højre side af opslaget.
Vi opfordrer alle - uanset køn, etnicitet, seksuel orientering, handicap, religion og alder til at søge stillingen.
Transportministeriets departement ligger på Slotsholmen i hjertet af København. Vi er ca. 170 medarbejdere fordelt på 17 kontorer, der alle arbejder for at skabe transportpolitiske forbedringer i det danske samfund. Vores arbejdsområder omfatter alt fra udbygning af metroen i København til modernisering af landets jernbaner, store motorvejsbyggerier, selvkørende biler, luftfart, cyklistforhold, trafiksikkerhed, samt transportens miljø- og klimapåvirkning.
Ansøgningsfrist
10-04-2024
Tiltrædelsesdato
Start hurtigst muligt
Kategori
Akademisk medarbejder
Hjemmeside
http://www.trm.dk/