Overvejer du, om du skal arbejde med digital kommunikation, når du er færdig med dit studie? Og er du på udkig efter et studiejob, hvor du kan få kompetencer inden for web - og samtidig snuse til kommunikationsarbejdet i en stort kommunikationsteam? Så læs med her!
En vigtig samfundsopgave, der giver mening
Vi søger lige nu en student, der har weberfaring eller kunne tænke sig at få det. Det vigtigste er, at du ikke er bange for at kaste dig ud i nye systemer og opgaver; at du er struktureret og kvalitetsbevidst; og at du kan se dig selv som en del af et hold, der sammen har ansvar for Arbejdstilsynets kommunikation og pressearbejde. Så skal vi nok lære dig det, du har brug for.
Vores primære målgruppe er virksomheder og medarbejdere på arbejdspladser i Danmark - også Arbejdstilsynets egne. Det forpligter, og vi har høje ambitioner for vores kommunikations- og pressearbejde, når de løsninger, vi skaber, skal bidrage til sikre og sunde arbejdsliv i Danmark. I Arbejdstilsynet løser vi en vigtig og meningsfuld opgave for alle, der går på arbejde - og du kan konkret bidrage til, at vores hjemmeside er opdateret og struktureret, så indholdet er relevant og inspirerende - og vi gør det motiverende og nemt for virksomheder at arbejde med deres arbejdsmiljø. Vores hjemmeside at.dk har hvert år mere end en million besøg og er en vigtig kanal, når vi skal flytte arbejdsmiljøet i den rigtige retning.
Din hverdag som del af et ambitiøst inhouse kommunikationsbureau
Som vores nye student bliver du en del af kontoret for Kommunikation og Presse, hvor du refererer til kommunikationschefen. Sammen har vi ansvar for Arbejdstilsynets samlede kommunikation internt og eksternt. I det daglige bliver du fast del af det team, der har ansvar for at vedligeholde og udvikle vores hjemmesider. Men vi forventer også af dig, at du vil bidrage til opgaver på tværs af kontoret, fx produktion af indhold til vores digitale kanaler.
Dine opgaver bliver blandt andet at:
-
hjælpe til med det praktiske arbejde med at vedligeholde og kvalitetssikre vores hjemmesider, fx lægge indhold på at.dk (vi arbejder i Umbraco), rette fejl, forbedre SEO, sikre tilgængelighed, rette emne-tagging, lettere billedredigering mm.
-
indgå med fast skema i vores webvagt, som supporterer interne og eksterne brugere
-
lave statistikrapporter (vi bruger SiteImprove)
-
producere indhold til vores kanaler, fx skrive mindre tekster til hjemmesiderne, intranettet og de sociale medier
-
hjælpe med forefaldende administrative opgaver.
Om dig
Du lykkes bedst i rollen som vores nye student, hvis du:
-
er i gang med en relevant uddannelse
-
har kendskab til arbejde med web eller gerne vil have det
-
er omhyggelig og vant til at kvalitetstjekke dit arbejde
-
ikke er bange for at kaste dig ud i nye systemer
-
er god til at skrive og har et godt kendskab til det danske sprog, så du kan fange sprogbøffer, hvis du ser dem.
Om os i Kommunikation og Presse
I Kommunikation og Presse har vi mange forskellige kompetencer og er forskellige steder i vores liv. Vi motiverer og forsøger at gøre det nemmere for virksomheder at arbejde med deres eget arbejdsmiljø. Og vi synliggør Arbejdstilsynet som en ambitiøs og attraktiv arbejdsplads. Konkret driver vi bl.a. Arbejdstilsynets hjemmesider og profiler på de sociale medier; vi udvikler kampagner og større kommunikationsløsninger; vi udvikler selvbetjeningsløsninger og værktøjer; og vi driver Arbejdstilsynets intranet og employer branding tiltag.
Vi er en ambitiøs og attraktiv arbejdsplads - og vores fællesskab er vigtigt for os. Du vil både opleve faglige fællesskaber om opgaveløsningen, fællesskab på tværs af kontoret og organisationen med inspirationsoplæg og videndeling, sociale aktiviteter og uformelle snakke.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en studenterstilling på gennemsnitligt 15 timer om ugen. Vi tager højde for, at du skal passe dit studie og i eksamensperioder, hvor studiet kræver mere af din tid, er der mulighed for fleksibilitet. Vi vil gerne have, at du starter hurtigst muligt og senest den 1. april 2024.
Du bliver ansat som student efter OAO-S-fællesoverenskomsten, organisations-aftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK) i statens tjeneste. Det er en forudsætning for ansættelsen, at du er indskrevet ved en højere læreanstalt og er aktivt studerende.
Spørgsmål og ansøgning
Fik du ikke svar på dine spørgsmål, er du velkommen til at kontakte teamkoordinator Sanne Plichta på 72 20 88 24 eller kommunikationschef Nina Frimodt-Møller på 72 20 87 67.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede ansøgere uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Send din motiverede ansøgning og cv senest den 14. februar.
Ansøgningsfrist
14-02-2024
Stillingstype
Student
Arbejdssted
Arbejdstilsynet, Arbejdsmiljøfagligt Center, København
Hjemmeside
www.at.dk