Vil du arbejde med forskelligartede opgaver inden for HR i et spændende og fagligt stærkt miljø? Så er du måske den kommende studentermedhjælper i HR-enheden i Transportministeriets departement.
Departementets HR-enhed består af 10 medarbejdere, heraf to studenter. Vi stræber efter et godt arbejdsmiljø, hvor vi samarbejder og sparrer om en bred vifte af HR-opgaver, blandt andet rekruttering, kompetenceudvikling af chefer og medarbejdere, onboarding, employer branding, løn- og ansættelsesvilkår mv. Vi udvikler og driver de fleste HR-initiativer in-house.
I departementet lægger vi vægt på at tilbyde attraktive studiejobs. Vi forstår, at din uddannelse er det primære, og du har derfor mulighed for at tilrettelægge arbejdet, så det passer bedst muligt til dit studie.
Samtidig bliver du en del af et miljø, hvor du møder studentermedhjælpere fra forskellige studieretninger som jura, statskundskab, og økonomi, der hver især tager deres unikke perspektiver ind i det daglige arbejde.
Om dig
Din faglige baggrund kan være mangeartet. Det kan være, du læser en HR-faglig uddannelse og ønsker at bruge dine teoretiske færdigheder i en praktisk sammenhæng. Måske du går på kommunikationsfaglig uddannelse og interesserer dig for HR. Eller du læser en helt anden studieretning, hvor dine fagligheder er oplagte i en studenterstilling i HR-regi. Vi forestiller os, at du er i gang med 3. år på bacheloruddannelsen eller lige er startet på overbygningen.
Som person er du ansvarsbevidst og positiv, og har lyst til mange forskelligartede opgaver. Du trives i et miljø, hvor du kan arbejde selvstændigt, og du er klar til at bringe din viden og dine ideer i spil for at gøre departementet til en fantastisk arbejdsplads.
Opgaverne
I rollen som studentermedhjælper kommer du til at beskæftige dig med mange forskellige opgaver inden for HR. I jobbet vil du blandt andet beskæftige dig med opgaver inden for employer branding, onboarding, kompetenceudvikling samt understøtte kollegerne med forskellige ad hoc opgaver. Du får egne ansvarsområder og vil samtidig i tæt samarbejde med kolleger løse opgaver og udvikle tiltag på vores område.
I år lægger vi særlig vægt på videreudviklingen af vores onboarding- og preboarding-programmer samt lanceringen af et nyt reboarding-projekt.
Vi har også stort fokus på at videreudvikle departementets sociale medie-kanaler, og hvis du har viden om eller interesse for det område, vil vi blive meget begejstrede.
Løn- og ansættelsesvilkår
Den ugentlige arbejdstid aftales i forhold til den enkelte student, og ansættelsen sker i henhold til OAO-S-fællesoverenskomsten samt organisationsaftalen HK/STAT. Der er gode muligheder for frihed i forbindelse med eksamenslæsning.
Du vil blive ansat i departementet, og du kan derfor i løbet af din ansættelse rokere til andre kontorer i departementet
Yderligere oplysninger
Du er meget velkommen til at ringe til kontorchef Erling Wulff hvis du vil høre nærmere om jobbet. Departementets telefonnummer er 41 71 27 00.
Din ansøgning
Send din ansøgning inkl. karakterudskrift fra din uddannelse senest 7. april. Du ansøger via et link, som du finder nederst i stillingsopslaget på vores hjemmeside, www.trm.dk.
Transportministeriet ser mangfoldighed som en ressource og ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Departementet er medlem af Foreningen Nydansker.