Om os
I Kontoret for Sundhedsøkonomi og Analyse har vi ansvaret for større analyser, beslutningsgrundlag og udvalgsarbejder, der bidrager til bedre incitamentsstruktur, styring og ressourceanvendelse på sundheds- og ældreområdet. Vi anvender registerdata til analyser, der inspirerer og understøtter politiske initiativer til gavn for patienter og ældre.
Vores målsætning er at bidrage til mest mulig velfærd for pengene. Vi er med til at dokumentere økonomi, aktivitet og kvalitet på sundheds- og ældreområdet, og vi koordinerer en række politiske forhandlingsprocesser på ministerområdet, fx økonomi- og finanslovsforhandlinger. I øjeblikket bruger vi det meste af vores tid på COVID-19.
Opgaverne i kontoret er typisk organiseret i projekter internt i ministeriet og med vores eksterne samarbejdspartnere. Du vil derfor få en bred kontaktflade både i ministeriet samt til bl.a. Finansministeriet, Danske Regioner, KL og ministeriets styrelser.
Din hverdag hos os
Du vil indgå i et team, der udarbejder beslutningsgrundlag for politiske initiativer i samspillet mellem bl.a. kommuner, de praktiserende læger og sygehusene. Disse beslutningsgrundlag består fx af analyser af demografiens betydning, styringsmodeller, kortlægning af forskelle i aktivitet og kvalitet på tværs af landet mv. Du vil ligeledes indgår i kontorets løbende opgaver med besvarelse af Folketingsspørgsmål, udarbejde beslutningsoplæg og mødemateriale til ministeren.
Hos os bidrager du til den faglige og politiske proces på et højaktuelt velfærdsområde og får fingrene i problemstillinger og løsninger, som involverer milliarder af skattekroner og har mærkbare konsekvenser for tusindvis af mennesker. Vi har en varieret arbejdsdag med opgaver med korte og lange frister. Du skal være indstillet på at levere på begge typer opgaver. Til gengæld lover vi dig en stejl læringskurve og et stort ansvar.
Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Du har en relevant samfundsvidenskabelig uddannelse, fx cand.scient.pol, cand.polit., cand.oecon., cand.scient.san.publ., og solid erfaring fra centraladministrationen, konsulentbranchen eller lignende.
Vi forventer, at du:
-
er fagligt og analytisk stærk
-
er vant til at arbejde med tal, analyser og/eller politikudvikling
-
kan formidle komplekse problemstillinger i et klart sprog både mundtligt og skriftligt
-
arbejder selvstændigt, tager ansvar og bidrager med nye tanker og ideer
-
er en holdspiller, er engageret og har et godt humør
-
kan skabe overblik og sikre at relevante inddrages i processer.
Det er en fordel, men det er ikke en forudsætning, at du har erfaring med ministerbetjening.
Om ansættelsen
Du bliver ansat som specialkonsulent efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation, herunder bilag 4 vedr. protokollat om special- og chefkonsulenter
Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at ringe til kontorchef Pernille Tougaard på tlf. 24 94 22 96 eller fuldmægtig Laura Brink på 25 69 94 13.
Er du interesseret?
Klik på "søg stillingen" og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansættelsessamtaler forventes afholdt uge 49 og 50.
Sundheds- og Ældreministeriet har røgfri arbejdstid.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.