Er du fagligt stærk, og har du lyst til at prøve kræfter med konsulentlivet? Vil du gerne have frihed, fleksiblitet og råderum i dit arbejdsliv? Er du god til at arbejde selvstændigt, men kan lide at have kolleger omkring dig? Og ville du ønske din arbejdsplads var en mindre arbejdsplads, hvor man kender hinanden? Så bør du overveje nextpuzzle.
Vi er en konsulentvirksomhed, der arbejder med strategiske transformationer for primært offentlige organisationer. Vi rådgiver om komplekse opgaver inden for strategi, organisation, digitalisering og ledelse og har brug for endnu en erfaren konsulent til vores team.
Den ideelle kandidat har:
- Erfaring med at udvikle eller rådgive om strategi og transformation. Det kan være fra ansættelse i det offentlige eller det private. Det vigtige er, at du kender disciplinen.
- En faglighed inden for organisation og ledelse. Du kan have arbejdet som offentlig leder eller f.eks. som managementkonsulent.
- Erfaring med at designe gode processer samt holde oplæg og facilitere workshops
- Erfaring med undervisning
- Solide metode- og analysekompetencer, og gerne erfaring med projektledelse.
- Evnen til at levere produkter af høj faglig kvalitet.
- Viden om digitalisering vil være en fordel, men er ikke et krav
Hos nextpuzzle får du muligheden for:
- I høj grad at tilrettelægge dit arbejde afhængigt af dine interesser og kompetencer.
- At få indflydelse på virksomhedens opgaver og strategi.
- At udvikle dig fagligt gennem opgaver, kurser og gensidig læring i virksomheden.
- At få en løn, der matcher dine kvalifikationer og dine præstationer.
Vi sørger for fri telefon, PC og internet, samt 5 ugers ferie. Derudover har vi 5 ferie-fridage oveni.
Hvordan ser en typisk arbejdsuge ud?
Nogle dage er vi hos kunden, og nogle dage er vi på kontoret. I løbet af en arbejdsdag er vi enten i gang med at udvikle produkter, foretage interviews, gennemføre analyser, forberede en workshop, sparre med en kollega om opgaverne eller lignende. Den efterfølgende dag kan vi så være ude hos kunden og afholde workshoppen eller præsentere det produkt, som vi har forberedt. Så følger nogle dage med opfølgende arbejde, online møder med kunder i udlandet, interne møder i firmaet, og ugen sluttes måske af med fredagsbobler.
Som generalist kan du fx komme til at arbejde med at hjælpe en kunde med kompetenceudvikling af ledere og medarbejdere indenfor organisation, styring og digitalisering. Du vil kunne bidrage til nogle af vores nationale og internationale analyseopgaver inden for strategi og digitalisering, eller du vil kunne rådgive ledere om større og mindre forandringer, de ønsker foretaget i deres organisationer. Vi stræber efter altid at være minimum to på en opgave, så der er mulighed for sparring, udvikling og samarbejde.
Om nextpuzzle:
Nextpuzzle er et mindre konsulenthus beliggende i midten af København. Vores arbejdsværdier er ærlighed og ordentlighed. Vores fokus er at levere arbejde af høj kvalitet til vores kunder. Vi brænder for den offentlige sektor og vil levere resultater, der kan bruges.
Vi brænder også for vores liv udenfor arbejdet. For os er det vigtigt, at det er rart at gå på arbejde, at give plads til hinanden og give plads til et liv udenfor arbejdet. Vi er enten fysisk på kontoret, hos kunden eller arbejder hjemmefra/remote. Vi er dog primært på kontoret, da vi værdsætter det sociale fællesskab.
Hvis du gerne vil høre mere om firmaet er du velkommen til at kontakte manager Louise Kampmann på lpk@nextpuzzle.com, som gerne vil mødes over en kaffe og fortælle mere om, hvordan det er at arbejde hos nextpuzzle. Eller du kan kontakte direktør Karin Lomborg Berg på tlf. 22 17 09 15.
Du kan læse mere på: www.nextpuzzle.com
Ansøgning og CV sendes senest den 1.5.2023 til: mail@nextpuzzle.com
Vi holder samtaler løbende og ser derfor frem til at høre fra dig snarest muligt.