Frederiksberg
I et digitaliseret samfund stiller radiokommunikationen mellem politi, brandvæsen og alarmcentral mv. store krav til sikkerhed. Konsekvenserne ved tekniske fejl, cyberangreb eller læk af fortrolige oplysninger er omfattende, og derfor søger Rigspolitiet nu en sikkerhedsrådgiver. Her skal du skabe overblik over risici og implementere nødvendige tiltag.
Selvstændig og kommunikerende profil til risikostyring af beredskabernes kommunikation
En politisk aftale om det fælles radiokommunikationsnet SINE fik i 2010 Rigspolitiet til at oprette Center for Beredskabskommunikation med egne lokaler på Frederiksberg. Her arbejder 34 akademikere, teknikere og beredskabsspecialister med at sikre effektive kommunikationssystemer på tværs af de danske beredskaber. Vi arbejder selvstændigt, fleksibelt og med stor frihed til selv at tilrettelægge vores lidt nørdede arbejde.
Dine opgaver
Du bliver ansvarlig for, at sikkerheden omkring SINE og andre tværgående systemer hele tiden lever op til gældende sikkerhedskrav og det aktuelle trusselsbillede, herunder:
- Audit af sikkerhedscompliance for SINE
- Rådgive om sikkerheden ifm. genudbud af SINE og 1-1-2
- Rådgive beredskaberne om informationssikkerhed ved brug af SINE
- Al intern sikkerhed i centeret
Du bliver centrets eneste medarbejder, der arbejder sikkerhed. Derfor vil du både have akademiske opgaver, skrive notater, udarbejde risikoanalyser, tale med it-ingeniører samt arbejde med implementering af hele spektret af sikkerhedstiltag. Du arbejder på tværs og har løbende møder med både PET, Center for Cybersikkerhed og den private leverandør af SINE.
Din profil
Mange forskellige typer af uddannelser og erfaringsniveauer kan føre til dette job. Men du skal godtgøre, at du inden for kort tid vil være specialiseret i sikkerhedsområdet. Er du den rette profil, skal vi nok sørge for alle nødvendige kurser. Vi ønsker dog:
- Bachelor- eller kandidatuddannelse gerne suppleret af noget med relevans for jobbet
- Analytisk-systematiske evner og selvstændighed i arbejdsformen
- Solide evner på skrift, men også en god facilitator
- Viden om informationssikkerhed eller evnen til at sætte sig grundigt ind i feltet
Du kan læse en mere detaljeret beskrivelse af stillingsindhold, ønsket profil samt Center for Beredskabskommunikation her.
Ansættelsesforhold
Har du en akademisk baggrund bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du indplaceres på baggrund af kvalifikationer
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Ansættelsesområdet er Rigspolitiet, og dit arbejdssted bliver Center for Beredskabskommunikation, Nimbusparken 24, 4. sal, 2000 Frederiksberg.
Kontakt
Vi samarbejder med Mercuri Urval på denne stilling. Spørgsmål bedes derfor rettes til Snorre Andersen fra Mercuri Urval på tlf. 6037 8063.
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Du skal derfor ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Det er først, hvis du har fået afslag på en søgt stilling, at du kan slette dokumenterne knyttet dertil. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Vi forventer at afholde 1. samtaler d. 12. december og 2. samtaler d. 19. december 2022. Der indgår en kognitiv og personlighedstest mellem 1. og 2. samtalerne.
Ansøgningsfrist: 4. december 2022