Har du lyst til at levere fremragende rådgivning til ansatte læger? Trives du i en udadrettet servicefunktion? Kan du formidle komplicerede problemstillinger forståeligt og venligt i tale og på skrift? Så er du måske den barselsvikar, vi leder efter.
Vi har brug for en rådgiver til Yngre Lægers medlemmer på fuld tid i perioden 1. juni til 31. december 2024.
Dine arbejdsopgaver
Du vil i samarbejde med øvrige kolleger deltage i Yngre Lægers arbejde med rådgivning og servicering af foreningens medlemmer. Din primære funktion er at indgå i telefonrådgivningen og besvare mails, hvor du yder rådgivning til yngre læger om overenskomstforhold, herunder løn, barsel, ferie samt yderligere forhold relateret til arbejdslivet.
Herudover vil du i varierende omfang blandt andet skulle:
- Yde rådgivning til foreningens tillidsrepræsentanter og fællestillidsrepræsentanter
- Deltage i udvikling af vejledninger og rådgivningsværktøjer til foreningens hjemmeside
- Deltage i forskellige eksternt rettede arrangementer for eksisterende og kommende medlemmer
- Indgå i tværgående projekter og opgaver i Yngre Læger.
Om dig
Vi håber at kunne tiltrække dig, der er udadvendt, serviceminded og trives med en hverdag med mange og forskelligartede kontakter med vores medlemmer. Du skal kunne holde humøret højt og bevare overblikket også de dage, hvor der er pres på telefonerne og mailen.
Endelig skal du have en sikkerhed og en præcision, så du kan svare korrekt og tydeligt og samtidig være klar til at række ud til dine kolleger for hjælp og sparring, da det er en fælles opgave for os alle, at medlemmerne får det rigtige svar på deres spørgsmål hver gang.
Din nøjagtige uddannelsesbaggrund er ikke afgørende, men vi forventer, at du har en samfundsvidenskabelig eller humanistisk uddannelse og meget gerne erfaring med rådgivning eller medlemsservice fra fx en vejlederfunktion, en helpdesk eller lignende. Det er også væsentligt, at du kommunikerer sikkert og tydeligt i skrift og tale.
Derudover vil det være interessant at høre om, hvis du fx har erfaring med sundhedsområdet eller med grundlæggende arbejdsmarkedsforhold, men det er ikke et krav, da du vil gennemgå en oplæring med erfarne kolleger.
Om os
Stillingen er placeret i afdelingen for rådgivning, forhandling og ansættelsesret, hvor du har ti kolleger med forskellig baggrund, men med et fælles ønske om at levere den bedst mulige service og repræsentation for Yngre Lægers 16.000 medlemmer.
Det samlede sekretariat i Yngre Læger har ca. 50 medarbejdere, hvoraf de fleste kolleger arbejder tæt på Østerport Station, hvor vi deler hus med Lægeforeningen, Foreningen af Speciallæger og Praktiserende Lægers Organisation, mens knap 10 kolleger arbejder lokalt rundt i landet (Kolding, Aarhus og Aalborg).
Vi er en attraktiv arbejdsplads med gode kolleger, fine udviklingsmuligheder og en uformel omgangstone. Løn- og ansættelsesvilkår følger af husaftale, hvor aflønning afspejler erfaring og kompetencer.
Stillingen er tidsbegrænset på fuld tid og ønskes besat i perioden 1. juni 2024 til 31. december 2024. Dit arbejdssted er i København. Der vil være mulighed for hjemmearbejde efter endt oplæringsperiode.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, etnicitet, handicap eller religion.
Ansøgningsfrist
Send din ansøgning til job.yl@dadl.dk snarest muligt, og ikke senere end den 13. april 2024 kl. 12.
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler den 18. april 2024.
Har du spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingschef Jesper Meisner på mail jjm.yl@dadl.dk eller tlf. 3544 8266.