Har du lyst til at komme i praktik i en professionel ngo og bidrage til vores arbejde til gavn for de danske forbrugere, mens du udvikler dig som studerende? Forbrugerrådet Tænk har startet et nyt praktikantprogram op, og vi søger 4 studerende til et fælles praktikforløb i forårssemestret 2024.
Forbrugerrådet Tænk søger 4 praktikanter med forskellige faglige profiler, som har lyst til i en periode at supplere studierne med praktisk erfaring fra en spændende arbejdsplads med ca. 110 engagerede kollegaer med mange forskellige fagligheder.
Det er en betingelse, at du læser på en mellemlang eller lang videregående uddannelse, hvor en praktikperiode er en del af dit studieforløb.
Som praktikant vil du blive inddraget i en lang række opgaver, hvor der bl.a. vil være rig mulighed for at anvende teorier og metoder fra studiet i praksis og få indblik i forbrugerpolitiske dagsordener og problemstillinger.
Afhængigt af din studiemæssige interesse vil du blive tilknyttet en større, studierelevant opgave med mulighed for at fordybe dig og samtidig prøve kræfter med forskellige ad hoc-opgaver.
Praktikperioden er februar til juni 2024, og arbejdstiden er 30 timer om ugen. Vi tilrettelægger din praktiktid fleksibelt, så der er mulighed for at arbejde sideløbende med din praktikopgave og eventuelle eksamener.
Praktikanterne vil få en fælles introduktion, og der vil blive arrangeret fælles sociale og faglige aktiviteter i løbet af praktikperioden.
Her i efterårssemestret har vi 5 praktikanter - læs, hvad de synes om forløbet, her.
De 4 profiler
Vi søger 4 forskellige profiler, som alle skal være fagligt kompetente, kunne arbejde selvstændigt og være en god kollega:
Politisk interessevaretagelse og kommunikation
Har du viden om politisk interessevaretagelse og kommunikation fra dit studie, så har vi en praktikplads i vores presse- og public affairs-team. Her vil du få indsigt og førstehåndserfaring med, hvordan en politisk styret organisation arbejder målrettet med interessevaretagelse, og du vil få mulighed for at sætte dit præg på opgaverne og give dine perspektiver på og idéer til, hvordan man opnår de bedst mulige politiske resultater til glæde for de danske forbrugere.
I praktikperioden vil du skulle deltage i planlægning og eksekvering af public affairs-indsatser, research på og afdækning af relevante forbrugerpolitiske problemstillinger, kontakt til interessenter og beslutningstagere og evaluering af vores indsatser. Du vil desuden deltage i udvikling, planlægning og udførelse af praktiske opgaver i forbindelse med vores deltagelse på Folkemødet samt varetage presse- og kampagneopgaver.
Relevante uddannelser kan bl.a. være statskundskab, kommunikation og PKL på CBS, men vi tager også praktikanter fra andre uddannelser i betragtning.
Kontaktperson: Kampagnekonsulent Sissel Anker Nielsen, sian@fbr.dk.
Bæredygtigt forbrug
Studerer du antropologi, etnologi eller lignende, og ved du noget om forbrugeradfærd og adfærdsdesign? Så kan du som praktikant blive tilknyttet projekter om bæredygtigt forbrug i Forbrugerpolitisk center. Vi ønsker generelt i afdelingen at blive klogere på, hvad der skal til for at få forbrugere til at vælge mere bæredygtigt, herunder hvilke barrierer der er herfor.
Du vil især blive tilknyttet projekter og projektudvikling om bæredygtigt forbrug inden for fx transport, økonomi, plantebaseret kost, madspild, energi, tøj, elektronik mv. Opgaverne kan omfatte research og gennemførelse af forbrugeranalyser af forskellige målgrupper efter nærmere aftale.
Kontaktperson: Camilla Udsen, projektchef for fødevarer, cu@fbr.dk.
Den digitale dagsorden
Interesserer du dig for den digitale dagsorden, så har vi en praktikplads i afdelingen Forbrugerpolitisk center, som både arbejder projektorienteret og med politisk interessevaretagelse inden for forskellige forbrugerrelevante politikområder. Her vil du særligt blive tilknyttet det digitale program.
I praktikperioden vil du skulle arbejde sammen med os på højaktuelle, politiske emner så som tech-giganters forretningsmodeller, dataindsamling i apps, scam, online markedsføring og kunstig intelligens. Du vil desuden få forskellige ad hoc-opgaver inden for politikudvikling, research og lobby/public affairs-arbejde.
Relevant uddannelse kan bl.a. være en samfundsvidenskabelig uddannelse, men vi tager også praktikanter fra andre uddannelser i betragtning.
Praktikvejleder: Seniorjurist Marie Frank-Nielsen, mfn@fbr.dk.
Uønsket kemi i forbrugerprodukter
Interesserer du dig for kemikaliers uønskede effekter på sundhed og miljø? Så tilbyder vi en praktikplads, hvor du bliver en del af teamet bag projektet Forbrugerrådet Tænk Kemi, der hjælper forbrugere med at styre uden om uønskede kemikalier i forbrugerprodukter med udgangspunkt i vores mange undersøgelser og test.
I praktikperioden vil du bl.a. kunne komme til at arbejde med:
-
producentundersøgelse om PFAS i udvalgte produkter
-
deklarationstest efter eget valg
-
vurderinger i vores app Kemiluppen, der bedømmer indholdsstoffer i personlig pleje-, vaske- og rengøringsprodukter
-
andre relevante opgaver alt afhængigt af din profil og interesse
Dit arbejde vil blandt andet kunne danne grundlag for artikler og anden kommunikation til forbrugere.
Du bliver en del af afdelingen Test og analyse, der tester forbrugerprodukter og serviceydelser samt laver analyser. Afdelingens arbejde er et vigtigt element i organisationens politiske arbejde, forbrugeroplysning og medlemstilbud.
Vi forestiller os, at du har en baggrund inden for miljø- eller naturvidenskab, fx biologi, miljøkemi, toksikologi etc.
Praktikvejleder: Projektleder Stine Müller, sm@fbr.dk.
Vi tilbyder
Forbrugerrådet Tænk tilbyder:
-
Et meningsfuldt praktikforløb, hvor du kan bidrage til at gøre en forskel for de danske forbrugere
-
Et spændende praktikantprogram med mulighed for både personlig og faglig udvikling i fællesskab med andre praktikanter
-
Et ambitiøst og engageret arbejdsmiljø, hvor vi arbejder sammen om at nå fælles mål
-
Mulighed for at deltage i vores super gode og sunde frokostordning
-
Et erkendtlighedsbeløb på kr. 3.000 pr. måned, der udbetales samlet ved afslutningen af praktikforløbet
Ansøgningsprocessen
Vi læser ansøgninger og holder samtaler løbende. Send derfor hellere din ansøgning i dag end i morgen.
Seneste ansøgningsfrist er den 30. november 2023.
Forbrugerrådet Tænk er en uafhængig forbrugerorganisation, der arbejder for at fremme bæredygtigt og socialt ansvarligt forbrug og velfungerende markeder med det formål at sikre forbrugernes rettigheder og gøre forbrugerne til en magtfaktor på markedet.
Søg her
Ansøgningsfrist
30-11-2023
Tiltrædelsesdato
01-02-2024
Arbejdssted
København
Hjemmeside
www.taenk.dk
Kontakt
Camilla Udsen
Projektchef
E-mail
Sissel Anker Nielsen
Kampagnekonsulent
E-mail
Stine Müller
Projektleder
E-mail
Marie Frank-Nielsen
Seniorjurist
E-mail