GENOPSLAG
Går dine fremtidsdrømme i retning af at ville gøre en forskel for andre via en NGO, forening eller lignende? Så har du her mulighed for at få et praktikforløb, der giver dig både indblik og konkrete erfaringer, der vil være nyttige på vejen mod drømmen. Danske Handicaporganisationer (DH) søger en praktikant med interesse for udviklingssamarbejde, analyse og formidling til vores afdeling for Internationalt Samarbejde. Praktikken vil være i forårssemestret 2023.
Bag enhver organisations konkrete projekt eller indsats ligger der en masse forarbejde, analyse, evaluering og læring. Der foregår med andre ord en masse ting backstage, der er en stor og essentiel del af projektarbejdet. Men læringerne skal ud og leve, så flere kan drage nytte af dem! Vi vil med praktikken gerne introducere dig til både backstage-arbejdet og formidlingsbenet, så du får nogle vigtige kompetencer og viden med i tasken i din fremtidige færd.
Som praktikant vil du indgå i DHs MEL- arbejde (monitorering, evaluering og læring). Du vil få indblik i DHs egne partnerskaber med tre handicap-paraplyorganisationer i Ghana, Rwanda og Nepal samt i samarbejdet mellem vores medlemsorganisationer og handicaporganisationer i 25 lande, der er støttet gennem Handicappuljen. Du vil få mulighed for at deltage i alle faser af arbejdet omkring kvalitetssikring, analyse og formidling af de resultater, der skabes gennem projektsamarbejdet. Og du vil være med til at udvikle tiltag, der fremmer læring på tværs af handicappuljens udviklingssamarbejde.
Mere konkret vil dine opgaver være at:
-
Understøtte arbejdet med at udarbejde den årlige resultatrapport for DHs Globale Handicapprogram, herunder gennemlæsning af rapporter, kvalitative og kvantitative analyser, og formidling af resultater gennem grafer, billeder/grafik samt case-historier og anden tekst.
-
Du vil bidrage til DHs arbejde med at styrke det tværgående monitorerings- og læringssystem for det internationale udviklingssamarbejde, herunder etablering af en database, erfaringsudveksling og fælles læringsprocesser. Du vil bidrage både praktisk og fagligt til at udvikle tiltag på dette område.
-
Arbejdet vil foregå i tæt samarbejde med afdelingens MEL rådgiver men også i dialog med afdelingens øvrige ansatte, som du vil lære godt at kende.
Derudover vil der være muligheder for at bidrage med øvrige opgaver i afdelingen på området for internationalt udviklingssamarbejde alt efter interesse og behov.
Din profil
-
Du er studerende på en relevant samfundsvidenskabelig videregående uddannelse.
-
Du er systematisk, analytisk og god til at formulere dig skriftligt.
-
Du interesserer dig for udviklingspolitiske spørgsmål og marginaliserede befolkningsgrupper.
-
Du er en god til at samarbejde og kan arbejde selvstændigt med dine opgaver.
Arbejdspladsen
DH's sekretariat består af 35 medarbejdere. Vi værner om et godt arbejdsmiljø og kollegaskab på tværs af organisationen. Vi arbejder i verdens mest tilgængelige kontorhus lige ved Høje-Taastrup station.
DH er paraplyorganisation for 35 medlemsorganisationer med cirka 340.000 medlemmer.
I DH arbejder vi for at mennesker med handicap kan deltage, bidrage og leve et liv som alle andre - både i Danmark og internationalt gennem partnerskaber. Vi er talerør for handicaporganisationerne og repræsenterer alle typer af handicap. Vi forvalter desuden Handicappuljen med bevilling fra Udenrigsministeriet.
Læs mere om Danske Handicaporganisationer på www.handicap.dk
Afdelingen
Afdelingen Internationalt Samarbejde består af syv medarbejdere, en studentermedhjælper og tre medarbejdere tæt tilknyttet fra andre afdelinger. Vi arbejder for tre overordnede mål: At fremme stærke handicapbevægelser i Syd. 2. At øge engagementet i det internationale udviklingssamarbejde blandt danske handicaporganisationer. 3. At fremme, at danske udviklingsprogrammer er inkluderende og tilgængelige for mennesker med handicap.
Stillingen
Praktikken er ulønnet, men der vil være en månedlig erkendtlighed på 3.000 kr. samt frokostordning. Du skal kunne få merit fra din uddannelse for praktikforløbet.
Du skal kunne lægge 30 timer om ugen på kontoret. Dog er vi fleksible med hensyn til dit studie, opgaver og eksamen undervejs.
Vi arbejder i DH efter princippet om ansvar og fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelsen og stiller i den forbindelse telefon og computer til rådighed til brug for evt. hjemmearbejde.
For spørgsmål til praktikantstillingen, kontakt chefkonsulent Gitte Liebst Robinson i Internationalt Samarbejde på gr@handicap.dk eller tlf. 30 20 54 84.
Ansøgning
Ansøgning inkl. eksamensbevis el. karakterudskrift og CV senest den 8. december 2022.
Vi forventer at holde samtaler løbende. Forventet opstart 1. februar eller efter aftale.
Vi ønsker en mangfoldig medarbejdergruppe og opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset køn, alder, race, religion, handicap eller etnisk baggrund.