Vil du stå i spidsen for politikudviklingen i den grønne omstilling af transportsektoren, og har du solid faglighed og stærke lederevner, der kan motivere og skabe engagerede kollegaer? Så bliv chef i Center for Klima og Analyse.
Transportområdet er helt afgørende for Danmarks vækst, sammenhængskraft og ikke mindst den grønne omstilling, hvor transportsektoren står for 1/3 af Danmarks udledninger. Som kontorchef i Center for Klima og Analyse bliver du en central del af arbejdet med at understøtte sektorens udvikling og omstilling.
I Center for Klima og Analyse driver vi politikudviklingen inden for den grønne omstilling af transportsektoren, blandt andet gennem udarbejdelse af samfundsøkonomiske analyser, samt opgørelser af strukturvirkninger og effekter ved politiske initiativer. Vi rådgiver ministeren i klimaspørgsmål og fungerer som sekretariat for ministerens medlemskab af regeringens udvalg for grøn omstilling. Vi understøtter desuden Transportministeriets øvrige kontorer med udarbejdelse af analyser og konsekvensberegninger.
Konkret beskæftiger centeret sig i øjeblikket med:
-
Udrulning og regulering af ladeinfrastruktur i Danmark og CO2-effekter heraf
-
Implementering af CO2-differenteriet roadpricing for lastbiler
-
Forsøg med road-pricing for personbiler
-
Udvikling af yderligere tiltag til at sikre den grønne omstilling af transportsektoren
-
Analyser på tværs af Transportministeriets område
-
Videreudvikling af samfundsøkonomiske modeller for trafikberegninger
-
Klimafremskrivninger og fremskrivninger af bilparken mv.
Dine arbejdsopgaver
I Center for Klima og Analyse er I to kontorchefer, der skal lede og sætte retningen for 13 medarbejdere. Du har det overordnede ansvar for de politiske processer på klimaområdet og den grønne omstilling, mens din centerchefkollega vil stå i spidsen for de analytiske opgaver både i centret og i forhold til departementets øvrige kontorer.
Dine vigtigste opgaver vil således bestå i at:
-
drive den grønne dagsorden i ministeriet og løbende nytænke indsatser og behov i lyset af udviklingen på området
-
sikre den tværgående og tværfaglige inddragelse i arbejdet og være sparring for de øvrige kontorer
-
rådgive ministeren om den grønne omstilling og understøtte betjeningen af ministeren i regeringens grønne udvalg
-
være faglig sparringspartner for medarbejderne og sikre høj kvalitet i opgaveløsningen
For at lykkes i stillingen kræver det, at du har politisk forståelse, viden om og erfaring med grøn omstilling og klimapolitik samt et overordnet kendskab til samfundsøkonomiske beregninger. Desuden skal du have udpræget gode samarbejdsevner og kunne operationalisere og eksekvere strategiske beslutninger. Aktiviteterne omkring kontorets opgaver kræver, at du har erfaring med at håndtere komplekse problemstillinger og at du kan holde overblik over en rækker sager på en gang.
Du har en uddannelsesmæssig baggrund som cand.scient.pol., cand.polit., cand.oecon., cand.scient.oecon. eller lignende.
Med dine stærke kommunikative evner sætter du tydeligt retningen for kontoret, og som leder motiverer du og skaber resultater gennem en anerkendende, engageret og delegerende ledelsesstil. Du kan sikre fremdrift i både sager med kort aftræk og udviklingsopgaver i samarbejde med din centerchefkollega.
Vi tilbyder
Som chef i departementet bliver du en del af en uformel arbejdsplads med ca. 170 medarbejdere, der alle arbejder for at skabe transportpolitiske forbedringer i det danske samfund. Vores kultur er kendetegnet ved en høj grad af tillid og ansvar samt godt humør. Vi bestræber os på at sikre en god balance mellem arbejdsliv og privatliv og tilbyder derfor fleksible arbejdsvilkår.
Du indgår i departementets chefgruppe, der består af en direktion og 12 chefkollegaer. I chefgruppen er der i udpræget grad samarbejde om faglige emner og sager på tværs af kontorerne, og vi arbejder med vores ledelse i fora, hvor vi drøfter aktuelle temaer inden for ledelse og deler input og erfaringer med forskellige ledelsesmæssige udfordringer.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingens ansættelsesvilkår og aflønning fastsættes i henhold til Rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten og er indplaceret i løngruppe 1 (lønramme 37). Ansættelsen vil i udgangspunktet ske på åremålsvilkår med tiltrædelse snarest muligt.
Ansættelsesområdet er Transportministeriet med de til enhver tid tilhørende institutioner.
Se mere her om hvordan det er at arbejde i Transportministeriet.
Yderligere oplysninger
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at tale med departementschef Jacob Heinsen. Ring til departementschefsekretær Carina Kavanagh Stærk på 24 40 87 16 for en aftale.
Sådan søger du.
Send os din ansøgning med kopi af eksamensbeviser for både bachelor- og kandidatgrad allerede i dag eller senest 11. oktober 2023. Vi indkalder løbende til samtaler.
Du ansøger via et link, som du til højre på siden.
Der kan blive anvendt konsulenter i rekrutteringsforløbet.
Læs mere om Transportministeriet på www.trm.dk.
Ansøgningsfrist
11-10-2023
Tiltrædelsesdato
01-12-2023
Hjemmeside
http://www.trm.dk/