Har du erfaring med de gængse økonomidiscipliner? Har du naturligt blik for løbende at udvikle økonomistyring og forretningsgange? Er du energisk og proaktiv, og kan du lide at have daglig kontakt med mange mennesker?
Århus Statsgymnasium søger pr. 1. december en dygtig økonomimedarbejder. Du skal være med til at sætte gode rammer for, at både medarbejdere og elever har gode undervisnings- og arbejdsvilkår.
Du bliver fagligt ansvarlig for 2 medarbejdere, en regnskabsmedarbejder og en lønmedarbejder. Du refererer til rektor, men du arbejder i det daglige tæt sammen med den øvrige administration og ledelse i en uformel og professionel omgangstone.
På Århus Statsgymnasium er eleverne i fokus. Vores vigtigste opgave er at danne og uddanne unge mennesker til gavn for den enkelte og til gavn for samfundet. Høj faglighed og store ambitioner er kendetegnet for Århus Statsgymnasium, og det gælder også i administrationen. Vi forventer, at du kan håndtere et bredt økonomiområde med mange forskelligartede opgaver.
Dine primære arbejdsområder er økonomistyring, regnskab og lønadministration og omfatter bl.a.:
-
afrapportering til ledelse og bestyrelse
-
ansvar for revision og løn
-
controller opgaver
-
forslag til løbende udvikling af økonomistyring og forretningsgange
-
indberetninger til BUVM m fl.
-
kontakt til revisor, bank og realkreditinstitutter
-
udarbejdelse af årsrapport, budgetter og regnskaber
-
vedligeholdelse af regnskabsinstruks og finansiel strategi
-
økonomistyring.
Derudover skal du, afhængigt af din profil og interesse, bidrage til skolens drift og liv i øvrigt: det kan fx være lokaleudlån, administration af SPS-midler, kontakt med kantinen, håndtering af vores rengøringsselskab eller opgaver ift. GDPR-håndtering. Den endelige portefølje aftales på baggrund af kvalifikationer og erfaring, og den forventes at blive udvidet i takt med, at du kommer ind i opgaverne og lærer organisationen og skolen at kende.
Stillingen er i udgangspunktet en fuldtidsstilling.
Din profil
Du har relevant erfaring, gerne fra uddannelsesområdet, og du arbejder struktureret og analytisk. Du finder mening i at vedligeholde og udvikle skolens økonomiske drift til gavn for elever og medarbejdere. Du er god til at bevare overblikket samtidig med, at du har sans for detaljen, når det er påkrævet. Du overholder deadlines, følger op og følger til dørs. Og så arbejder du selvstændigt samtidig med, at du er dygtig til at samarbejde.
Konkret
-
har du et solidt kendskab til økonomisystemer og regnskabsrutiner og gerne kendskab til Navision Stat
-
kan du lide at finde relevante tal, lave robuste analyser og relevante datatræk, som kan støtte ledelsens beslutningsgrundlag
-
har du gode kommunikationsevner, på både skriftligt og mundtligt dansk
-
er du fortrolig med it, herunder er du en kompetent bruger af Microsoft-Office-pakken, særligt Excel
-
kan du gennemskue komplekse økonomiske sammenhænge
-
er det en fordel, hvis du har kendskab til det statslige økonomi- og bevillingssystem
-
har du relevant faglig uddannelse og erfaring.
Om os
Århus Statsgymnasium er et alment gymnasium med pt. 29 klasser, ca. 810 elever og ca. 90 ansatte.
Vi lægger i hele organisationen vægt på rummelighed og ansvarlighed og på et respektfuldt samarbejde mellem såvel ledelse, medarbejdere som elever. Vi forventer, at du som medarbejder kan lide at være i en travl hverdag i et udviklingsorienteret skolemiljø præget af godt humør. Vi forventer samtidig, at du er ambitiøs på skolens vegne, og at du vil bidrage til at fastholde ÅSG som en god og attraktiv skole og arbejdsplads.
Se i øvrigt skolens hjemmeside www.aarhusstatsgymnasium.dk for at få mere at vide om vores skole.
Yderligere information
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til rektor Dorte Fristrup på telefon 8615 8955, eller på mail til asgdf@aarhusstatsgymnasium.dk.
Ansøgningsfrist og -procedure
Ansøgningen skal stiles til rektor Dorte Fristrup, Århus Statsgymnasium, Fenrisvej 33, 8210 Århus V og sendes i én samlet fil til asg-job@aarhusstatsgymnasium.dk. Ansøgningsfristen er torsdag den 5. oktober. Vi forventer at afholde samtaler i uge 41.
Løn og ansættelsesforhold
- ifølge gældende overenskomster, med mulighed for tillæg i forhold til kvalifikationer og erfaring.
Vi ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed. Vi opfordrer derfor alle til at søge stillingen, uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.