Vi søger kollega med interesse for lægemiddelområdet - for patienternes adgang til innovativ medicin og for de innovative lægemiddelvirksomheders markedsvilkår.
Stillingen er placeret i vores afdeling for Politik & Analyse, hvor vi i dag er 11 medarbejdere, der i tæt samarbejde med kommunikationskollegaerne leverer medlemsservice og interessevaretagelse for vores 39 medlemmer.
Vi hjælper den forskningsbaserede lægemiddelindustri langs hele værdikæden fra forskning og udvikling af nye lægemidler over myndighedsgodkendelse, produktion og sikkerhedsspørgsmål til markedet og patienternes behandling med lægemidler. De konkrete ansvarsområder, vi søger en ny kollega til, omhandler blandt andet vaccineområdet og overvågningen af bivirkninger ved lægemidler.
Din interesse og dit engagement er vigtigst - vi tager os tid til at hjælpe dig ind i substansen - men hvis du allerede har kendskab til lægemiddelområdet, er det en fordel.
Hvis du synes, at det lyder som et job for dig, så send os en ansøgning - og har du flere spørgsmål, så læs videre nedenfor og tag gerne kontakt til Henrik Vestergaard.
Har du lyst til at gøre en forskel for en af Danmarks vigtigste brancher?
Life science-industrien er blandt de mest markante både forskningsmæssige og erhvervsmæssige styrkepositioner i Danmark - og samtidig bringer vores medlemskreds af globale lægemiddelvirksomheder hver dag gennem deres produkter uvurderlig værdi til sundhedsvæsenet og patienterne i Danmark.
Som vores nye kollega indgår du i Lifs faglige og politiske arbejde med at sikre gode rammevilkår for vores medlemmer. Du kommer specifikt til at indgå i arbejdet med at sikre de bedst mulige rammer for medicin, når den skal på det danske marked og dermed med at sikre patienter god adgang til nye lægemidler. I dit tilfælde ikke mindst adgangen til vacciner.
Vores arbejde er baseret på omfattende medlemsinddragelse, og som medarbejder har du ansvaret for et eller flere særlige indsatsområder og dertil knyttede udvalg, arbejdsgrupper mv. I dit tilfælde fx som udvalgssekretær for vores Vaccineudvalg og vores Lægemiddelovervågnings-udvalg.
Grundlæggende forudsætter arbejdet i Lif stor selvstændighed og eget initiativ, men samtidig er sparring og koordination med kollegaerne kombineret med løbende medlemskontakt og -involvering helt centralt for vores arbejdsmetode. Konkret vil du blive involveret i en hverdag, der spænder fra udarbejdelse af politikpapirer over høringssvar, debatindlæg og præsentationer til deltagelse i interessentmøder og afholdelse af konferencer. Ved større opgaver danner vi gerne uformelle projektgrupper, så vi sikrer os, at alle nødvendige kvalifikationer er til stede.
Vi ser gerne
-
at du har indsigt i sundhedsvæsenets og også gerne lægemiddelområdets økonomi og struktur
-
at du deler vores vision om at skabe gode markedsforhold for virksomheder og dermed lettere adgang til nye lægemidler for patienterne
-
at du har kendskab til dele af lægemiddelvirksomhedernes værdikæde
-
at du er analytisk skarp og har politisk forståelse
-
at du er glad for at lære nyt, men også allerede har erfaring fra en interesseorganisation, ministerium, styrelse mv. på sundheds-/lægemiddelområdet
-
at du har en relevant akademisk uddannelse - som du gennem en årrække har brugt professionelt
-
at du som person er fagligt engageret, initiativrig og idérig
-
at du værdsætter samarbejde og involvering - men også trives med selvstændige opgaver og ansvar.
Bliv en del af et engageret og professionelt team
Vi er et lille og dedikeret sekretariat præget af en høj grad af faglighed. Vi har afvekslende og mangeartede arbejdsopgaver og er baseret på en struktur med individuelle ekspertansvarsområder, men hjælper samtidig som grundprincip hinanden med at få opgaverne løst. Vi har en humoristisk og uformel omgangsform i sekretariatet og har en bred kontaktflade til såvel vores medlemmer som de øvrige interessenter i vores omverden.
Du tilbydes en konkurrencedygtig løn med sundheds-, pensions- og bonusordning.
Ansøgning
Din ansøgning bilagt CV mv. bedes sendt til eki@lif.dk og skal være Lif-koncernen i hænde senest den 12. februar 2025 kl. 12.00. Ansøgningen bedes mærket chefkonsulent.
I Lif-koncernen ønsker vi at afspejle det danske samfund. Vi forpligter os til en inkluderende rekrutteringsproces, hvor alle opfordres til at søge uanset køn, alder og baggrund. Derfor frabedes foto samt oplysninger om køn og alder i din ansøgning
Har du lyst til at høre mere om stillingen?
Yderligere oplysninger om stillingen fås ved henvendelse til viceadministrerende direktør Henrik Vestergaard, på tlf. 2176 0266 eller hv@lif.dk.
Om Lægemiddelindustriforeningen, Lif
Lægemiddelindustriforeningen er en brancheforening for forskningsbaserede lægemiddelvirksomheder i Danmark. Foreningen har 39 medlemmer, der står bag langt hovedparten af de innovative lægemidler, der anvendes i patientbehandlingen i Danmark. Lægemiddelindustriforeningen ejer Dansk Lægemiddel Information A/S, som formidler ekspertviden på lægemiddelområdet gennem uddannelser, market intelligence, rådgivning - og via hjemmesiden medicin.dk m.m. Du kan læse mere om os på www.lif.dk.
Det er vores vision,
at patienter har hurtig og lige adgang til den bedste forebyggelse og behandling med lægemidler, samt at lægemiddelbranchen anses for at være en ansvarlig branche, der leverer et værdifuldt bidrag til patienter og det danske samfund.