Samfundet står overfor enorme klimaudfordringer. Kommunerne handler på det og skaber konkrete resultater - både på den korte og lange bane. Vil du bidrage til, at vi tager de næste store skridt i at realisere målsætningerne om robusthed og klimaneutralitet i 2050, kan du blive vores nye kollega.
Vil du være med til at omsætte klimaplaner til klimahandling?
Med det nuværende ambitiøse DK2020-klimapartnerskab mellem KL, regionerne og Realdania laver 96 kommuner i dag klimaplaner efter en fælles ramme, som skal sikre, at kommunerne lever op til Parisaftalens målsætninger om robusthed og klimaneutralitet i 2050. Med en ny klimaaftale mellem parterne skal der sættes yderligere tryk på, at kommunernes lokale klimaplaner omsættes til virksomme klimahandlinger. Partnerskabet skal understøtte og sikre, at kommunerne i det arbejde har den nødvendige viden og muligheder for at komme i mål.
Bliv en del af KKR-sekretariatet i KL og vær det faglige bindeled inden for klimaområdet
Du skal være bindeled mellem de lokale og nationale aktører - samt det faglige og politiske niveau. Du vil være i tæt dialog med faglige samarbejdspartnere, herunder særligt medarbejdere i den grønne tænketank CONCITO og være med - både når de politiske beslutninger træffes og realiseres. Du vil have base i KL-huset i København, men vil skulle være i tæt kontakt med kommunerne og særligt deres regionale netværk og vil derfor også skulle rundt i hele landet.
Vi søger to nye kolleger til KKR-sekretariatet, der skal arbejde med
- rådgivningen af kommunerne i klimafaglige spørgsmål i forhold til kommunernes implementering af deres klimaplaner
- at sikre, at klimainitiativer prioriteres på et oplyst grundlag
- at finde løsninger og være med til at skabe forudsætningerne for, at klimaløsningerne kan realiseres
- at identificere og fjerne fx lovgivningsmæssige og teknologiske barriere for at kommunerne kan nå i mål
- moniteringen af at kommunerne kommer i mål med deres klimaplaner
- at understøtte kommunerne i at måle at de kommer i mål med deres klimaplaner
- samarbejdet med de øvrige aftalepartnere og samarbejdspartnere.
Der er tale om to helt nye stillinger i KKR-sekretariat i KL, og du vil derfor også få mulighed for at være med til at forme indholdet i stillingerne.
Vi har brug for dig, der
- har en relevant akademisk uddannelse
- har en dyb faglig viden på klimaområdet, gerne inden for transport, landbrug eller klimaregnskaber
- motiveres af at være med til at påvirke de begivenheder og beslutninger, der former klimaindsatsen i og på tværs af kommunerne
- i høj grad bygger relationer og lykkes med dine opgaver gennem samarbejde og netværk
- har et godt politisk kompas, kan arbejde strategisk og navigere på tværs af mange forskellige aktører og interessenter
- er dygtig til at kommunikere og god til at præsentere dine budskaber på en troværdig måde.
Bliv en del af et stærkt og dynamisk hold
Vi er et hold af 12 dygtige og engagerede kollegaer. Vi løfter klimaopgaven i tæt samspil med kommunerne, kommunernes toppolitiker- og ledere, de øvrige dygtige kolleger i KL, ikke mindst i KLs fagkontor for Klima- og Erhverv.
KKR-sekretariaterne betjener de fem Kommunekontaktråd (KKR), der er den regionale del af KL. Du bliver således også en del af en faglig stærk interesseorganisation. Vi arbejder med det, der går på tværs af kommunegrænser, eksempelvis erhverv, uddannelse, sundhed og ikke mindst klima.
Du kan læse mere om KKR og arbejdet i KKR-sekretariaterne her: KKR (kl.dk) og DK2020-klimapartneskabet mellem KL, regioner og Realdania her: DK2020 (kl.dk).
Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår følger overenskomsten med mulighed for forhandling af tillæg på baggrund af dine kvalifikationer.
KL ser forskellighed i medarbejdersammensætningen og i ledelsen som en styrke, og opfordrer derfor alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge stillingerne.
Det praktiske
Send os en ansøgning eller ring så vi kan tage en snak for at finde ud af, om vi er et godt match for hinanden.
Vil du vide mere om stillingen, kan du kontakte chefkonsulent Susanne Nørlund Munk på tlf.nr. 2085 4534 eller mail: snm@kl.dk eller kontorchef for KKR-sekretariaterne Henrik Fabiansson Haue på tlf.nr.: 2281 8888 eller mail: hfh@kl.dk
Ansøgningsfrist den 31. januar 2023, men vi holder samtaler løbende, så tøv ikke med at sende din ansøgning. Vi forventer at afholde 1. samtale i uge 6 og 2. samtaler i uge 8. Stillingerne ønskes besat pr. 1. april 2023.
Vi ser frem til at høre fra dig!