Har du stærke juridiske kompetencer? Vil du være med til at sikre borgernes rettigheder, når de bruger mobilen, og når de skal arbejde hjemmefra, mens børnene gamer? Har du mod på at være med til at sikre, at juraen på teleområdet tager højde for nye tekniske løsninger? Så er du måske den nye kollega, vi leder efter.
Vigtigheden af en god bredbåndsforbindelse har for alvor vist sin betydning i 2020, hvor mange danskere har været nødsaget til hjemmearbejde som følge af COVID-19. En god digital infrastruktur er samtidig en forudsætning for den grønne omstilling. Juraen på området skal tage højde for nye tekniske løsninger. Det stiller store krav til den, der skal fortolke lovgivningen og holde den opdateret.
Om stillingen
Energistyrelsens Center for Tele arbejder for gode konkurrencevilkår og god beskyttelse af forbrugere på telemarkedet. Centrets opgaver indeholder juridiske, tekniske, og økonomisk-politiske problemstillinger. Opgaverne udføres i tæt samarbejde med Klima- Energi- og Forsyningsministeriets departement.
Du bliver en del af et stærkt juristteam, som arbejder med regler om forbruger- og konkurrenceforhold. Du skal selvstændigt bidrage til regelfortolkning og behandling af generelle juridiske problemstillinger på baggrund af henvendelser fra fx borgere og virksomheder.
Du vil i sagsbehandlingen være i dialog med borgere, virksomheder, interesseorganisationer og andre ministerier og myndigheder, og du skal bidrage til forberedelse af den politiske behandling af sager på området.
Desuden skal du medvirke til at skabe rammerne for, at den markedsbaserede udrulning af bredbånd, herunder 5G, sker hurtigst muligt og med færrest mulige barrierer for markedsaktørerne til gavn for forbrugere, virksomheder og det offentlige.
De konkrete arbejdsopgaver tilpasses efter dine ønsker og kvalifikationer og kan bl.a. omfatte:
-
Implementering af nye EU-regler på teleområdet om konkurrence- og forbrugerforhold.
-
Administration af regler på teleområdet om forbrugerbeskyttelse, forsyningspligt, tilgængelighed og netneutralitet.
-
Deltagelse i EU-forhandlinger om ny roamingforordning.
-
Bidrag til initiativer, som skal sikre danskerne god bredbåndsdækning, fx statsstøtte til bredbåndsudrulning.
-
Vejledning af borgere, virksomheder og myndigheder om regler og rettigheder.
-
Udarbejdelse af beslutningsgrundlag og baggrundsmateriale til ministeren.
Om dig
Vi ser gerne, at du:
-
er uddannet cand.jur. eller cand.merc.(jur.) og er stærk i juridisk metode,
-
kan formidle komplicerede problemstillinger på en let forståelig måde i en politisk kontekst,
-
er løsningsorienteret og har gode samarbejdsevner på tværs af faggrænser og interesser,
-
kan arbejde selvstændigt, er fagligt nysgerrig og tager ansvar for at følge opgaverne til dørs, og
-
er åben over for at påtage dig en bred vifte af opgaver.
Det er en fordel, hvis du har kendskab til forbruger- og konkurrenceret, EU-ret, herunder statsstøtteret, og tilsynsopgaver.
Til gengæld lover vi dig et spændende og udfordrende job med gode kolleger og en holdånd, der vil bidrage til at sikre, at du kommer godt i gang med opgaverne.
Om os
I Energistyrelsen gør vi en forskel hver dag. I Danmark og i lande verden over. Vi ser klimaforandringerne som den største opgave, vi skal være med til at løse. Vi ved, at vi skal tænke ambitiøst, og vi ved, at vi skal tænke nyt. Vores mål er en klog, grøn omstilling, hvor Danmark går foran, og danske erfaringer anvendes globalt. Hvor nye løsninger og en sikker forsyning tænkes sammen.
Vi har et job med mening. Vi er historien om de moderne nørder, stærke generalister og en ledelse, der vil motivere. Vi er 650 kolleger med en særlig holdånd. Vi er faglige. Vi er nysgerrige. Og så tager vi ansvar for fremtiden. Vi har nemlig en ting til fælles: Vi gør en grøn forskel i hverdagen og for de kommende generationer.
Læs hele vores kernefortælling og få indblik i vores værdier.
Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til den gældende overenskomst for akademikere i staten som fuldmægtig med rådighedsforpligtelse eller konsulent afhængig af erfaring og kompetencer.
Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner.
Har du lyst til at høre mere om jobbet, så ring til kontorchef Birgitta Bundgaard på telefon 2285 9895 eller teamleder Kasper Nyrup Madsen på telefon 3392 6866.
Energistyrelsen betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Ansøgning
Du søger via www.ens.dk/job. Benyt funktionen "Søg stillingen" på stillingsopslaget. Din motiverede ansøgning med CV, eksamensbevis inkl. karakteroversigt og eventuelle øvrige bilag skal være indsendt senest den 1. februar 2021.
Kandidater til stillingen skal være indstillet på at udarbejde en opgave i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Ansøgere til stillingen skal desuden være indstillet på at udføre en færdighedstest i forbindelse med rekrutteringsforløbet.