Ønsker du at afprøve din akademiske kunnen i praksis og at støbe et solidt fundament for en juridisk løbebane?
Som stud.jur. i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet får du foruden et bredt kendskab til styrelsens arbejdsopgaver et værdifuldt indblik i arbejdet i centraladministrationen og et betydeligt selvstændigt ansvar, samtidig med at du får anvendt dine teoretiske færdigheder fra studiet i en praktisk, studie- og erhvervsrelevant sammenhæng.
Dine arbejdsopgaver
Vi søger lige nu 1-2 studentermedhjælpere. Du vil blive tilknyttet Kontor for Frie Skoler, hvor du er med til at styrke det danske skolevæsen. Vores kerneopgave er at føre det statslige tilsyn med undervisningskvaliteten og skoledriften på landets fri- og privatskoler, efterskoler samt frie fagskoler. Vi fører tilsyn med, at skolerne lever op til lovgivningen på området og kvaliteten af undervisningen. Dine opgaver vil bl.a. give dig et solidt kendskab til forvaltningsret i praksis og mulighed for at blive skarp på juridisk metode. Vi tilbyder dig en grundig oplæring.
Du vil fx:
- besvare henvendelser fra skoler, borgere m.fl., både på skrift og via kontorets hotline-telefon
- varetage de løbende anmodninger om aktindsigt sammen med kontorets øvrige studentermedhjælpere
- bistå kontoret med understøttelse af tilsynsopgaver
- bistå i forbindelse med revision og udfærdigelse af nye bekendtgørelser på området
- bistå kontoret med mere generel udredning af regler og praksis på området, herunder juridisk informationssøgning og udarbejdelse af notater.
Der kan også være mulighed for at blive studentermedhjælper under en af styrelsens andre arbejdsområder, da vi forventer at få flere ledige åbninger snarest.
Om dig
Du er i gang med jurastudiet, og det vil være en stor fordel, hvis du har afsluttet 1. årsprøve. Det vil desuden være en fordel, hvis du har haft eller er i gang med forvaltningsret. Vi lægger vægt på, at du har gode eksamensresultater, et sikkert greb om juridiske fortolkningsprincipper og juridisk metode og interesse for offentligretlige fag, navnlig forvaltningsretlige emner.
Vi forventer, at du:
- tænker analytisk og systematisk
- formulerer dig klart og fejlfrit på skrift og i tale
- arbejder struktureret, selvstændigt og effektivt
- bevarer overblikket og humøret i et til tider højt arbejdstempo
- er en hjælpsom kollega med gode samarbejdsevner
Om os
Kontor for Frie Skoler varetager styrelsens opgaver vedrørende tilsyn, udvikling, implementering og regulering på landets fri- og privatskoler, efterskoler samt frie fagskoler.
Kontoret varetager endvidere en stor vejledningsopgave i forhold til skoler og borgere om rammerne for de frie skolers virksomhed. Vi er derfor i tæt dialog med bl.a. skoler, tilsynsførende og foreninger om reglerne på området og vejleder om regelfortolkning.
Kontoret udsteder ligeledes administrative forskrifter og yder bidrag til lovgivningen på områderne. Endelig beskæftiger centeret sig med den faglige udvikling, politikudvikling og løbende ministerbetjening i tæt samarbejde med Børne- og Undervisningsministeriets departement.
Kontoret består af ACere, jurister, pædagogiske konsulenter, kontorfuldmægtige, samt en stud.jur og en samfundsfaglig studentermedhjælper.
Løn- og ansættelsesvilkår
Som udgangspunkt bliver du ansat til 15 timer om ugen. Du bliver ansat som studentermedhjælper efter fællesoverenskomsten mellem Offentligt Ansattes Organisationer og Finansministeriet og organisationsaftale for kontorfunktionærer m.fl. i staten eller anden relevant overenskomst. Vi stiller krav om studieaktivitet under ansættelsen som studentermedhjælper.
Ansættelsessted er Teglholmsgade 1, København SV.
Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål til det faglige indhold i stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Marie Bender på telefon 23 45 80 41.
Du kan også læse mere om STUK på vores hjemmeside www.stukuvm.dk.
Sådan søger du
Send din ansøgning, inklusive cv og karakterudskrift, via stillingsopslaget www.uvm.dk/job senest onsdag den 29. marts 2023. Vi forventer at holde samtaler i uge 15.
Tiltrædelsesdato: Start hurtigst muligt.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet er en styrelse i Undervisningsministeriets koncern. Vi ønsker, at medarbejdernes sammensætning afspejler samfundets, og ser frem til din ansøgning uanset personlig baggrund vi ser kun på kvalifikationer og kompetencer.