Har du mod på at bruge din juridiske værktøjskasse til at understøtte Kultur-og Fritidsforvaltningen inden for HR-området?
Er du optaget af udviklingen på arbejdsmarkedet og sætter du pris på et godt kollegaskab?
Så søg stillingen i HR. Her får du mulighed for bruge dine kompetencer i en spændende organisation, hvor opgaverne varierer fra konkret rådgivning af bl.a. kulturinstitutioner til at understøtte direktionen i komplekse sager, tværgående forhandlinger og politikker.
Om stillingen
Du får ansvaret for en bred opgaveportefølje inden for HR, hvor du vil indgå i aktuelle opgaver bestemt af de strategiske og politiske dagsordner, faste opgaver fx inden for løn samt med rådgivning i komplekse sager. Du kommer til at arbejde med fælles politikker og retningslinjer for forvaltningen på et strategisk niveau og medvirke til implementering, drift og opfølgning i hele organisationen. Du vil samarbejde med kommunens Koncernservice, der varetager personalejuridiske opgaver for Kultur- og Fritidsforvaltningen - herunder fx fortolkning og vejledning om overenskomstmæssige forhold.
Du får primært ansvar for at:
-
rådgive og vejlede forvaltningens direktion og ledere i HR-juridiske problemstillinger
-
udarbejde beslutningsoplæg, indstillinger og mødeforberedelse til direktionen
-
sikre forvaltningens arbejde med governance på HR-området
-
indgå i forhandlinger og aftaler for hele eller dele af Kultur-og Fritidsforvaltningen
-
arbejde med strategisk brug af løn, processer for lønforhandlinger, lokaleaftaler mv.
-
omsætte og implementere nye politikker, lovgivning og overenskomster i organisationen
Du deltager desuden i tværgående projekter, udviklingsopgaver og analyser mv. på HR-området fx forsøg med fleksibel arbejdstid.
Vi forventer, at du
-
er uddannet cand.jur., cand.merc.jur., cand.HRM, cand.scient.pol. eller lignende med flere års erfaring fra en politisk styret organisation
-
har gode samarbejdsevner på alle niveauer i en organisation, er tillidsskabende og har lyst til at være en del af teamet i HR - derudover trives du med forskelligartede opgaver, hvoraf nogle løses fra dag til dag, mens andre projektorganiseres og løses i samarbejde med andre kontorer
-
har blik for forretningen og evner med din HR-juridiske faglighed at skabe de bedste forudsætninger for, at forvaltningen kan træffe beslutninger, der sikrer hensynet til forretningens udvikling og drift i sin helhed
-
nysgerrigt undersøger og udfordrer det bestående i organisationen og kommer med konstruktive løsninger og evner at spille ind i forretningens strategiske dagsorden
-
kommunikerer professionelt og er en faglig stærk rådgiver - du er klar og tydelig i dine budskaber og kommunikation samt kan formidle din rådgivning og sparring på en forståelig og meningsfuld måde til forvaltningens ledere
-
har stærke analytiske og problemløsende færdigheder og anvender din talforståelse til at lave konkrete lønberegninger eller løndata til baggrund for forhandlinger og lønanalyser
Om os
Du bliver en del af et team med 14 dedikerede medarbejdere, der arbejder med udvikling og drift inden for alle HRs discipliner som arbejdsmiljø, personalejura, trivsel, sygefravær, rekruttering og kompetenceudvikling. Vi arbejder med hele processen fra udarbejdelse af strategioplæg til implementeringen og opfølgning.
Vi er et ambitiøst team med mange fagligheder og erfaringer i bagagen. Sammen arbejder og hjælper vi hinanden med at skabe værdi af HR og komme i mål med alle opgaver. Samtidig er vi optagede af at sikre en god balance mellem opgaver og udviklingsmuligheder samt at få tilrettelagt vores arbejds- og privatliv fleksibelt. Vi har det godt socialt sammen, og vi taler om alt fra vores seneste museumsbesøg til sport.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer ugentligt med løn- og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst og på baggrund af relevante kvalifikationer og erfaring. Der er gode muligheder for kompetenceudvikling og fleksibilitet i jobbet. Dit primære arbejdssted er Nyropsgade i København V. Tiltrædelse er 1. maj 2024 eller hurtigst muligt derefter. Der indhentes reference i forbindelse med ansættelsen.
Yderligere oplysninger
Du kan få yderligere oplysninger om stillingen ved at kontakte kontorchef for HR Tine Schack-Nielsen på 5171 4567.
Søg via linket senest søndag den 10. marts 2024
Første samtale forventes at finde sted den 14. marts og anden samtale den 19. marts. Til anden samtale skal du lave en case.