Vil du gerne arbejde med økonomistyring og analyse? Har du et solidt fagligt fundament og vil du gerne opbygge erfaring i centraladministrationen? Så er en stilling i Arbejdstilsynets kontor for Økonomi og Styring måske noget for dig.
Vær med til at sikre mest mulig arbejdsmiljø for pengene
Du bliver en del af vores kontor for Økonomi og Styring og indgår i et team med to studenter. I Økonomi og Styring har vi til formål at sikre, at direktionen har det bedste beslutningsgrundlag i forhold til den overordnede strategiske ledelse af Arbejdstilsynet, herunder den overordnede økonomi-, aktivitets- og resultatstyring.
Vi har en uformel omgangstone og let til grin. Du bliver en del af et kontor, hvor vi hjælper hinanden og sparrer på tværs. Du vil derfor opleve at blive taget godt imod, og at der altid er kollegaer parat til at sætte dig godt i gang.
Stillingen indebærer fx:
- Bistå til regnskabs- og økonomiopfølgningen.
- Udføre øvrige opgaver og bidrage til analyser vedrørende økonomistyringen i Arbejdstilsynet.
- Bistå arbejdet med finansielle kontrolmiljøer og økonomiadministrative it-systemer.
- Arbejde tæt sammen med resten af kontoret og Arbejdstilsynet for at sikre bedst muligt grundlag for udførelsen af vores kerneopgaver.
Vi kan tilbyde et kontor med højt humør, plads til at udvikle sig og flere forskellige fagligheder. Vi bestræber os på at inddrage dig i en bred vifte af kontorets opgaver.
Bliv vores nye kollega
Vi forestiller os, at du:
- læser på en relevant videregående uddannelse som fx økonomi, statskundskab eller erhvervsøkonomi
- har et højt fagligt niveau, en stærk analytisk sans og arbejder struktureret
- er imødekommende og har gode samarbejdsevner og et højt engagement
- er opsøgende og initiativrig
- kan formidle data, analyseresultater og viden mm. på en let tilgængelig måde.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en studenterstilling på gennemsnitligt 15 timer om ugen. Vi tager højde for, at du skal passe dit studie og i eksamensperioder, hvor studiet kræver mere af din tid, er der mulighed for fleksibilitet. Vi vil gerne have, at du starter hurtigst muligt og senest 1. juni 2025.
Du bliver ansat som student efter OAO-S-fællesoverenskomsten, organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK) i statens tjeneste. Det er en forudsætning for ansættelsen, at du er indskrevet ved en højere læreanstalt og er aktivt studerende.
Dit daglige arbejdssted bliver Landskronagade 33, 2100 København.
Spørgsmål og ansøgning
Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte kontorchef Winnie Poder Bjerregaard på tlf. 72 20 85 81 eller på mail wpb@at.dk.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede ansøgere uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk senest mandag den 21. april 2025.
Vi forventer at holde samtaler i uge 17.