København, Rigspolitiet, Koncernledelsessekretariatet
Rigspolitiet søger 1-2 erfarne ACere til Rigspolitiets Koncernledelsessekretariat, Center for Ministerbetjening. Som ansat i Rigspolitiet får du indsigt i politiets arbejde og organisation og bliver en del af en dynamisk arbejdsplads.
Som en del af Koncernledelsessekretariatet vil du indgå i et samlet team af omkring 15 personer med forskellig professionel baggrund.
I Koncernledelsessekretariatet understøtter vi ledelsesarbejdet i Rigspolitiets direktion og politiets koncernledelse samt sekretariatsbetjener rigspolitichefen. Koncernledelsessekretariatet er endvidere centralt kontaktpunkt i forhold til Justitsministeriet, Rigsadvokaten og andre ministerier og styrelser i forbindelse med bl.a. besvarelse af spørgsmål fra Folketinget, samrådsspørgsmål og andre politiske henvendelser. Derudover varetager vi visitering og koordinering af en lang række henvendelser og høringer internt i Rigspolitiet. Tempoet er højt, men der er til enhver tid godt humør og fokus på et godt arbejdsmiljø.
Jobbet
Som medarbejder i Center for Ministerbetjening får du en central rolle i understøttelsen af Rigspolitiets ministerbetjening og kommer dermed helt tæt på en række af de aktuelle sager og emner, der præger hverdagen i politiet. Du skal således visitere, koordinere og kvalitetssikre Rigspolitiets bidrag til besvarelse af et stort antal folketingsspørgsmål, samrådsspørgsmål, høringer og forespørgsler fra Justitsministeriet og Rigspolitiets øvrige samarbejdspartnere. Derudover skal du bidrage til koordinering af større tværgående høringer, centrale redegørelser mv. Dette arbejde sker i tæt samarbejde med områderne i Rigspolitiet, politikredsene m.fl. Du bliver som udgangspunkt tilknyttet et eller flere fagcentre, og du vil derfor få indgående kendskab til de opgaver, der henhører under de relevante områder i Rigspolitiet.
Om dig
Du har en relevant samfundsvidenskabelig uddannelse, f.eks. cand.jur. og har minimum 2-3 års erfaring. Din faglighed er i top og problemstillinger håndteres pragmatisk og korrekt. Du har gode analytiske evner og er god til at formulere dig både mundtligt og skriftligt. Du har politisk forståelse, og det er en fordel, hvis du har erfaring med ministeriel betjening.
Det er endvidere en fordel, hvis du har erfaring med arbejdsgange og beslutningsprocesser i politi og anklagemyndighed.
Du motiveres af at sætte dig ind i nye områder, er hurtig til at gennemskue problemstillinger og har en helhedsorienteret tilgang til opgaveløsningen. Det kendetegner din arbejdsstil, at du er struktureret, omhyggelig samt initiativrig og selvstændig i forhold til at opsøge viden og træffe beslutninger.
Som person fungerer du godt i vekselvirkningen mellem selvstændigt at dykke ned i problemstillinger og samarbejde på tværs med andre faggrupper i Rigspolitiet. Du trives i en stor organisation, som hele tiden påvirkes af politiske beslutninger og du forstår at tænke og handle ud fra et helhedssyn. Derudover har du en fleksibel tilgang til arbejdsopgaver og arbejdstid.
Ansættelsesforhold
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du bliver indplaceret som fuldmægtig eller specialkonsulent på baggrund af kvalifikationer.
Hvis du er ansat under Justitsministeriet bibeholder du dine nuværende ansættelsesforhold.
Dit arbejdssted bliver Rigspolitiet med adresse på Polititorvet 14, 1780 København V.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan bibeholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse.
Stillingerne ønskes besat snarest muligt.
Kontakt
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte fungerende centerchef Louise Spangsberg Lundsager på tlf. 2279 7693. Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk og om politiet som arbejdsplads på www.jobipolitiet.dk.
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Du skal derfor ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Det er først, hvis du har fået afslag på en søgt stilling, at du kan slette dokumenterne knyttet dertil. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Vi forventer at afholde samtaler primo uge 51.
Ansøgningsfrist: 9. december 2020