Hvidovre
Har du lyst til at være en af nøglemedarbejderne i Center for Drift i Rigspolitiets Koncern IT? Vi søger en talstærk Økonomi-/indkøbskonsulent, der får energi af et job, der kræver selvstændighed, gode koordinerings- og formidlingsevner samt har flair for at navigere i en politisk styret organisation. Du får en spændende mulighed for at arbejde med økonomi- og indkøbsprocesser i samarbejde med centrets 8 sektionsledere, 2 centerchefer og 2 centerkoordinatorer.
Højt tempo og arbejdsopgaver i et tværfagligt samarbejde
Din opgave som Økonomi-/indkøbskonsulent er at bistå sektionslederne og centercheferne med opgaver inden for budgettering, kontering af faktura, anlægsregistrering, ledelsesrapportering samt opfølgning og fornyelse på centrets kontrakter med eksterne leverandører. Du har derudover et tæt samarbejde med Rigspolitiets controllere og centerkoordinatorer i Center for Drift.
Kulturen i Koncern IT er præget af en uhøjtidelig omgangstone, gensidig faglig respekt, sparring og tæt samarbejde i en travl og ofte uforudsigelig hverdag. Derfor er det afgørende, at du ser dig selv som en del af organisationen og bidrager til opgaveløsningen, hvor og når der løbende opstår behov.
Din nye hverdag vil bl.a. bestå af følgende opgaver
-
Udarbejdelse af grundbudgetter i samarbejde med sektionsledere og centerchefer
-
Månedlig/kvartalsvis budgetopfølgning (herunder afvigeforklaring) i samarbejde med sektionsledere og centerchefer
-
Årlig budgetopfølgning (herunder afvigeforklaring) i samarbejde med sektionsledere og centerchefer
-
Kvartalsvis overblik af økonomien til centercheferne (f.eks. præsentation af quickview)
-
Identificering af og opfølgning på anlæg
-
Styring af TI-numre (tværgående indsatsområder)
-
Indkøb via kontrakter herunder markedsafdækning
-
Bistå lederne med gennemlæsning af kontrakter med eksterne leverandører
Vores nye kollega
Vi forestiller os, at du enten har en relevant videregående uddannelse og eventuelt et par års erfaring fra en tilsvarende stilling, eller at du har en administrativ baggrund suppleret med flere års erfaring fra lignende stillinger.
Vi lægger vægt på, at du har stærke økonomifaglige evner samt god talforståelse. Samtidig har du gode formidlingsevner og formulerer dig klart og præcist både på skrift og i tale. Du evner at videreformidle komplekse problemstillinger og analyser til alle faggrupper.
Du arbejder struktureret og selvstændigt, så du har styr på alle de processer og leverancer, du beskæftiger dig med.
Som person er du åben, nysgerrig og har en positiv indstilling til dine opgaver. Du har en høj servicestandard og går gerne et ekstra stykke for at hjælpe dine kolleger med deres udfordringer.
Ansættelsesforhold
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du indplaceres på baggrund af kvalifikationer.
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.
Dit arbejdssted bliver Rigspolitiet, Koncern IT, Landlystvej 34, 2650 Hvidovre.
Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan bibeholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse.
Kontakt
Hvis du har spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte Sektionsleder Annelise Møller tlf. 5146 0015.
Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk.
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Du skal derfor ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Det er først, hvis du har fået afslag på en søgt stilling, at du kan slette dokumenterne knyttet dertil. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV, bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Vi forventer at afholde 1. samtaler den 20. december og 2, samtaler den 22. december.
Ansøgningsfrist: 13. december 2022