Roskilde Universitet uddanner studerende til at løse problemer i en verden, der ændrer sig. På vores erhvervsøkonomiske uddannelser udfordrer vi akademiske traditioner og eksperimenterer med nye måder at skabe og tilegne sig viden på. Vi har brug for en eller flere eksterne lektorer med kompetencer indenfor erhvervsøkonomiske kerneområder som organisation, ledelse, strategi, finansiering, marketing eller virksomhedens økonomi og som er i stand til at undervise og vejlede projekter på engelsk. Er det dig?
Har du høje faglige kompetencer inden for et eller flere af erhvervsøkonomiens kerneområder, som fx organisation, ledelse, strategi, finansiering, marketing eller virksomhedens økonomi? Er du tryg ved at undervise på engelsk? Så er du måske en af de eksterne lektorer, som Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv (ISE) ved Roskilde Universitet søger. Vi søger en eller flere eksterne lektorer, som kan starte 1. februar 2025 eller snarest derefter. Arbejdsopgaver og timetal aftales med instituttet forud for hvert semester. Stillingen er en tidsbegrænset (3-årig) deltidsstilling.
ISE er et markant samfundsvidenskabeligt og erhvervsøkonomisk institut, der producerer førsteklasses innovativ og tværvidenskabelig forskning, som udvikler og forandrer praksis og beslutningstagning hos vores interessenter i den offentlige, private og civile sektor. Vores forskning fokuserer på sociale, erhvervsøkonomiske og samfundsmæssige forandringer samt virkningerne på samfundet herhjemme og globalt. Vi genererer ny videnskabelig forståelse af sociale forandringer, konfrontationer og konflikter. Vi har endvidere fokus på udvikling, interdisciplinaritet og forfinelse af metodiske færdigheder. Læs mere om instituttet her.
Ansvar og opgaver
Som ekstern lektor skal du selvstændigt kunne tilrettelægge og gennemføre undervisningsforløb i henhold til Roskilde Universitets pædagogiske model problemorienteret projektlæring og de til enhver tid gældende regler fastsat i studieordningen mm. Stillingen vil under hensyntagen til din faglige profil, blive knytte til relevante projekter og kurser, der udbydes på EØ-uddannelserne i HA og cand.merc., særligt har vi behov for underviserkræfter på Business Administration and Leadership. Du skal forvente, at arbejdsopgaverne i vidt omfang vil bestå af projektvejledning (inkl. eksamination).
Kriterier og faglige kvalifikationer
For at ansøge, skal du have en kandidatuddannelse eller tilsvarende med væsentligt indhold af den del af det erhvervsøkonomiske felt, du dækker. Derudover er det en forudsætning, at du enten
- har relevant praksiserfaring på højt niveau inden for erhvervsøkonomi som ikke er opnået gennem en universitær ansættelse eller
- er ansat i en hovedstilling ved et andet universitet.
Vi ser gerne, at du har en ph.d.-grad og/eller flere års relevant arbejdserfaring, gerne som leder, projektleder, organisationsudvikler mm. Vi ser også gerne, at du er metodisk stærk og det afgørende, at du kompetent kan vejlede og undervise på engelsk. Endelig lægger vi vægt på, at du er initiativrig og har gode samarbejdsevner.
Bedømmelse
I bedømmelsen af ansøgerne vil der blive lagt vægt på;
- Relevant faglig kunnen
- Undervisningserfaring, særligt undervisningserfaring på universitetsniveau, herunder erfaring med vejledning af projekter
- Erfaring med undervisning på engelsk
- Relevant praksiserfaring såfremt du ikke er ansat i en hovedstilling ved et andet universitet
- Initiativrigdom og gode samarbejdsevner
Søger du i kraft af din relevante praksiserfaring, skal du have indgående, aktuel akademisk viden om det område inden for erhvervsøkonomien, som du dækker.
Introduktionskursus
Alle uddannelser ved Roskilde Universitet udbydes inden for rammerne af RUCs fælles pædagogiske model og uddannelsesstruktur (link til PPL). For at sikre at alle vores undervisere har et godt kendskab til den pædagogiske model og til projektvejledningsformen, er det obligatorisk for alle nyansatte at deltage i to korte introduktionskurser med netop dette omdrejningspunkt:
- Introduktion til Roskilde Universitets pædagogiske tilgang
- Introduktion til projektvejledning
Du kan finde og læse mere om kurserne her. Kurserne er henholdsvis 2 og 3 timer og ligger i direkte forlængelse af hinanden på enten dansk eller engelsk. Deltagelse forudsætter ikke nogen forberedelse.
Mere information
For yderligere oplysninger om stillingen venligst kontakt prodekan Bodil Damgaard på (+45) 6195-1154 eller studieleder Mette Apollo Rasmussen på (+45) 4674-3852.
Ansættelsesvilkår
Du vil i stillingen referere til prodekan Bodil Damgaard. Ansættelsen er omfattet af Cirkulære om aftale om eksterne lektorer og undervisningsassistenter ved universiteter m.fl. under Uddannelses- og forskningsministeriet;
Udvælgelse til faglig bedømmelse
Efter ansøgningsfristens udløb udvælger formanden for ansættelsesudvalget efter rådgivning fra ansættelsesudvalgets medlemmer inklusiv formanden for bedømmelsesudvalget et antal ansøgere til faglig bedømmelse. Hver enkelt ansøger meddeles herefter, om vedkommende er blandt de ansøgere, som er sendt videre til faglig bedømmelse. De udvalgte kandidater vil blive informeret om sammensætningen af bedømmelsesudvalget, og hver ansøger vil blive givet mulighed for at fremsætte eventuelle bemærkninger til bedømmelsesudvalgets sammensætning og senere sin bedømmelse.
Ansøgere, der ikke er sendt videre til faglig bedømmelse, kan ikke forvente at høre mere, før der er truffet beslutning om ansættelse, med mindre der på et senere tidspunkt i rekrutteringsprocessen udvælges yderligere til faglig bedømmelse.
Ansøgning
Søg stillingen på https://ruc.dk/ledige-stillinger-pa-roskilde-universitet/
Ansøgningen skal indeholde:
1. Motiveret ansøgning
2. CV
3. Dokumentation for uddannelse
4. Refleksioner over egen undervisningserfaring (evt. undervisningsportfolio)
5. Eventuelt: Dokumentation for yderligere forsknings- eller undervisningskvalifikationer
Ansøgningsfristen er 18. december 2024.
Materiale modtaget efter fristens udløb vil ikke blive taget I betragtning.
Roskilde Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge hos os.