Vil du være med til at præge indenrigs- og sundhedspolitikken i Danmark de kommende år? Vil du understøtte indenrigs- og sundhedsministeren og regeringen i at prioritere en presset økonomi på et oplyst grundlag? Og vil du have en solid embedsmandsuddannelse sammen med dygtige og søde kollegaer? Så er du måske vores nye kollega i Koncernøkonomi.
Om os
Koncernøkonomi er en del af Indenrigs- og Sundhedsministeriets departement. Ministeriet har bl.a. som sin hovedopgave at sætte rammerne for velfærdssamfundets bærende institutioner; for kommunerne og regionerne og for vores sundhedsvæsen. Vi arbejder for at skabe mest mulig sammenhæng og sundhed for borgeren.
I Koncernøkonomi er vi 15 medarbejdere, en tilskudschef og en kontorchef. Sammen har vi ansvaret for, at der er styr på økonomien for hele ministeriet, hvad enten det drejer sig om partistøtte, indsatsen mod COVID-19, tilsyn med sundhedsvæsnet, forebyggelse, vaccineprogrammer, lægemiddelsikkerhed eller patientklager.
Det ansvar løfter vi i den daglige dialog med departementets øvrige kontorer (Demokrati, Velfærdsdata og Analyse, Sygehuspolitik, Sundhedsjura, Psykiatri og misbrug, mv.), koncernens styrelser (Statens Serum Institut, Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsstyrelsen mv.) og Finansministeriet.
Her er det vores kerneopgave at sikre, at økonomien omkring konkrete indenrigs- og sundhedspolitiske forslag er solidt fagligt funderet, når de skal behandles af bl.a. ministeren, ordførerne samt regeringens Økonomiudvalg og Koordinationsudvalg.
Vores arbejde er kendetegnet ved mange samarbejdspartnere både internt på ministerområdet samt eksternt i forhold til bl.a. Finansministeriet, KL, Danske Regioner og Rigsrevisionen. Det er derfor en kernekompetence at være god til at opbygge relationer og være en stærk samarbejdspartner.
Din hverdag hos os
Kontoret er opdelt i to teams: et budgetteam og et tilskudsteam. Du vil skulle arbejde i kontorets budgetteam sammen med i alt 7 medarbejdere. I budgetteamet vil du skulle bidrage til fastlæggelse og styring af de økonomiske rammer for Indenrigs- og Sundhedsministeriet (fx finansloven, aktstykker, udgiftsopfølgning), udarbejde beslutningsoplæg til regeringen og løse løbende budgetsager i tæt dialog med fagkontorerne i departementet.
I stillingen tilknyttes du til Statens Serum Institut som fast økonomipartner samtidig med, at du indgår i teamet, der sidder med DUT-forhandlinger med kommuner og regioner. Derudover vil du have ansvaret for de økonomiske rammer bag den fortsatte håndtering af COVID-19. Afhængigt af dine kompetencer og ønsker vil du også have mulighed for at bidrage til udarbejdelsen af ministeriets finanslovsforslag og forhandlingerne om reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet (SSA).
Det vigtigste er, at du har mod på at tilgå problemstillinger analytisk og med blik for svære tværgående politiske prioriteringer. Vores ambition er at levere gode beslutningsoplæg i samarbejde med fagkontorer og styrelser, hvor der afdækkes og oplyses om konsekvenserne.
Stillingen vil give dig en grundig embedsmandsuddannelse, bred økonomiforståelse og en tværgående indsigt i de beslutninger, der bliver truffet på indenrigs- og sundhedsområdet.
Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Du har en relevant samfundsvidenskabelig uddannelse fx cand.scient.pol., cand.polit./oecon., og gerne nogle års erfaring fra centraladministrationen, konsulentbranchen eller lignende.
Derudover lægger vi vægt på, at du:
- går selvstændigt til nye opgaver med høj motivation og har interesse i at lære nyt
- er god til samarbejde og en engageret kollega
- er talstærk med en god analytisk sans
- har gode kommunikative evner både mundtligt og skriftligt
- trives i en afvekslende og til tider travl hverdag med både korte og lange frister.
Vi tilbyder
Indenrigs- og Sundhedsministeriet er karakteriseret ved, at arbejdsopgaverne løses i et højt tempo, og at resultaterne har stor betydning for samfundet. Du bliver en del af et ministerium med dygtige og engagerede medarbejdere, og hvor du får lov til at prøve kræfter med et bredt felt af spændende arbejdsopgaver. Omgangsformen er uhøjtidelig med højt til loftet, vi bakker hinanden op og bidrager til, at det er sjovt at gå på arbejde.
Om ansættelsen
Du bliver ansat efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation med indplacering enten som fuldmægtig eller specialkonsulent afhængigt af kvalifikationer.
Bliver du ansat som specialkonsulent, vil du være omfattet af vores lokale arbejdstidsaftale. Det betyder, at din gennemsnitlige, ugentlige arbejdstid er 39 timer, og at du tildeles 11 konsulentfridage om året.
Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at ringe til kontorchef Cecilie Louise Svane Olesen på tlf. 5119 8290.
Er du interesseret?
Klik på "søg stillingen" og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 15 og 16.
Du kan læse mere om os på www.sum.dk.
Indenrigs -og Sundhedsministeriet har røgfri arbejdstid.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.