Direktør med politisk tæft og organisatorisk interesse
I GB arbejder vi for at skabe gode almene boliger, gode rammer for vores beboere og et engageret beboerdemokrati. Vi renoverer, har flere igangværende og fremtidige helhedsplaner og tilstræber at bygge nye boliger.
Vi søger en direktør, som kan lede og inspirere en veldrevet organisation, en god og sammentømret arbejdsplads med motiverede og kompetente medarbejdere, som arbejder for udvikling og et højt serviceniveau.
Vores nye direktør skal bidrage til at fastholde GBs styrker og troværdighed og positionere organisationen ift. fremtiden med et boligpolitisk engagement.
Ansvar, rammer og opgaver
Direktøren har det overordnede ansvar for administration med drift, økonomi, IT, beboerservice, personalepolitik, nybyggeri og renoveringer, boligsociale helhedsplaner, indkøbsaftaler og overenskomster.
I samarbejde med en engageret politisk valgt bestyrelse varetager direktøren den overordnede strategiske ledelse af såvel forretnings- som foreningsdelen. Som rådgiver og tæt samarbejdspartner for en juridisk og økonomisk ansvarlig bestyrelse, skal direktøren levere kvalificerede beslutningsoplæg om omfattende sager af juridisk og økonomisk men også politisk karakter.
Med chefgruppen som samarbejdspartner sikrer direktøren en konstant prioritering mellem de mangeartede opgaver i drift, administration, renoveringer, byggeri, og de udviklingsopgaver, som skal sikre, at GB fortsat udvikler sig i henhold til den valgte strategi. Derudover sikrer direktøren, at organisationen imødekommer de lovgivningsmæssige og politiske krav og forventninger, der stilles til en almen boligorganisation.
Ud fra GBs fælles retningslinjer sikrer direktøren, i tæt samarbejde med chefgruppen, at kommunikationen med repræsentantskab, bestyrelser og beboere bliver understøttet i et godt og udviklende samarbejde.
Direktøren varetager desuden ansvaret for GBs eksterne samarbejde og kommunikation med myndigheder, fonde og institutioner.
Stærk leder med bred faglighed
Som direktør inspirerer du til og engagerer dig selv i samarbejde og udvikling på tværs af hele GB. Du har fingeren på pulsen, et godt overblik og gode analytiske evner. Du er god til struktur og opfølgning på tværs af snitflader. Du inddrager ledere og medarbejdere, mens du guider og uddelegerer med tillid. Du motiveres af mange og forskellige typer opgaver og mestrer opgaven som en vigtig sparringspartner for chefgruppen.
Med din gode energi og positive indflydelse på dine omgivelser, kan du skærme i modvind. Du er tilgængelig, og man kommer gerne til dig.
Du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund, stor økonomisk indsigt, stor juridisk forståelse og gerne kendskab til den almene sektor el. solid erfaring fra anden politisk ledet organisation. Du har med fordel byggepolitisk indsigt samt erfaring med IT som ledelsesmæssigt udviklingsområde.
Handlekraftig og dygtig kommunikator
Du taler til og med alle, og du gør det gerne. Du er en respekteret samarbejdspartner, som med troværdighed inviterer og lytter til andres perspektiver og fagligheder. Du anerkender nødvendigheden af dialog, og møder alle mennesker med empati og rummelighed. Samtidig er du en dygtig formidler i beslutningsprocesser og i komplekse opgaver. Du træder ind, hvor der er behov, og indgyder respekt.
Ønsker du at vide mere
Stillingen søges besat d. 1. dec. 2024 eller snarest derefter.
Arbejdsstedet er GBs administration i Glostrup.
Løn og ansættelsesvilkår forhandles individuelt.
Samtaler gennemføres d. 8.-9. oktober og d. 22. oktober.
Kandidater der går videre til 2. runde, gennemfører analyse og test inkl. ekstra interviewsamtale i uge 42.
Har du spørgsmål vedr. stillingen, er du velkommen til at kontakte partner Gitte Hodde, BAGLÆNS: tlf. 2141 3032.
Ansøgning med CV sendes til partner Gitte Hodde, BAGLÆNS på gho@baglaens.dk senest d. 26. september 2024.