Har du lyst til at arbejde som jurist i en spændende og unik privat sundheds- og menneskerettighedsorganisation? Og har du arbejdserfaring med løsning af en bred vifte af juridiske problemstillinger indenfor fx aftaleret, ansættelsesret og overenskomst-fortolkning, gerne fra en kompleks organisation med mangeartede opgaver?
Så kan DIGNITY tilbyde dig en meget spændende mulighed som Husjurist i vores afdeling HR & Stab.
DIGNITY blev grundlagt i 1982 som et af verdens første specialiserede torturrehabiliteringscentre. I dag er vi en ledende global aktør inden for forskningsbaseret forebyggelse af tortur og rehabilitering af traumatiserede overlevere i hele verden. Vi arbejder både politisk, sundhedsfagligt, juridisk og udviklingsfagligt for en verden fri for tortur.
Der er tale om en nyoprettet stilling i DIGNITYs afdeling HR & Stab, som vil udvide afdelingens faglige ansvarsområde til også at dække juridiske problemstillinger udenfor ansættelsesretten, men stadig indenfor det administrative område. Fx vil vi fremover overtage opgaver indenfor udarbejdelse af konsulentkontrakter, forsikringsområdet, samarbejdsaftaler og GDPR-området. Afdelingen ledes af DIGNITYs HR-chef, og består udover Husjuristen af DIGNITYs Løn og HR-medarbejder samt Facility Management teamet.
Om stillingen
Vores nyoprettede konsulent stilling skal bidrage til en række mere komplekse juridiske opgaver, fx indenfor aftaleret, overenskomstfortolkning, og implementering af ny ansættelsesretlig lovgivning. Du vil derudover have opgaver på HR-området, fx vil du være ansvarlig for opholds- og arbejdstilladelse til vores udenlandske ansatte og varetage opgaver i relation til DIGNITYs landekontorer i udlandet.
Du vil som Husjurist arbejde under ledelse af DIGNITYs HR-chef, der er uddannet jurist, og være dennes tætte sparringspartner i ansættelsesretlige og overenskomstmæssige spørgsmål, men derudover vil du arbejde selvstændigt med andre dele af de juridiske opgaver.
Dine primære opgaver vil være:
- Rådgive om og udarbejde konsulentkontrakter og andre aftale retlige områder, fx i forbindelse med udarbejdelse af samarbejdsaftaler indenfor forskningsområdet
- Rådgive om ophavsret
- Være udførende på GDPR-området
- Kontaktperson på det internationale område, blandt andet for SIRI i forbindelse med opholds- og arbejdstilladelser. Du vil også få til opgave at bidrage til afklaring af HR-rollen på vores internationale landekontorer sammen med bl.a. vicedirektøren. På baggrund heraf sammensættes evt. en opgaveportefølje ifm. landekontorernes HR-varetagelse
- Bidrage til overenskomst-fortolkning og generel ajourføring af viden om overenskomster, DIGNITYs tre lokalaftaler mv.
- Generel sparringspartner for HR-chef på det ansættelsesretlige område
- Superbruger på DIGNITYs personaleadministrative system samt rekrutteringsmodul
- Bidrag til besvarelse af løbende henvendelser fra medarbejdere mv. om HR-spørgsmål (koordineres af HR-chefen)
- Andre ad hoc HR-opgaver med fokus på juridiske problemstillinger.
DIGNITY er en tosproget organisation (dansk og engelsk), og arbejdsopgaverne varetages derfor på begge sprog i det daglige, dog primært på dansk. Juridiske notater på det administrative område udarbejdes på dansk.
Kompetencer
Du skal have en uddannelse på kandidatniveau, fx cand.jur. eller cand.merc.jur. og suppleret med minimum 3 års erfaring med lignende opgaver.
Det er derudover vigtigt for os, at du:
- Har erfaring med aftaleret, herunder kontraktsudarbejdelse
- Er analytisk og velovervejet, og kan gennemskue komplekse opgaver
- Har en passion for juridiske problemstilling, og med fokus på at finde løsninger
- Er en dygtig kommunikator klar og struktureret i ord og på skrift, og både på dansk og engelsk. Skal kunne formidle både gode og svære budskaber
- Er detaljeorienteret, systematisk og kan holde mange bolde i luften
- Er grundig! Uden at miste effektivitet
- Er selvstændig, proaktiv, samarbejdsorienteret og serviceminded
- Har energi og et godt humør og en rolig fremtoning, der kan vække tillid.
Erfaring med ansættelsesret, herunder overenskomster, lovgivning og relevant EU-ret, samt erfaring med processer vedrørende opholds- og arbejdstilladelse er en fordel men ikke et krav.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er placeret i DIGNITYs afdeling, HR & Stab, med reference til HR-chefen.
Arbejdsstedet er vores hovedadresse på Bryggervangen 55, 2100 Kbh. Ø.
Der er tale om en fuldtidsstilling (37 timer).
Der kan blive tale om rejsedage i begrænset omfang til udlandet i forbindelse med arbejdet vedrørende vores landekontorer.
Ansættelsen sker på baggrund af uddannelse og erfaring og med udgangspunkt i relevant overenskomst fx overenskomst for akademikere i staten. Afhængig af erfaring kan der ansættes som specialkonsulent.
Yderligere information
Yderligere information vedrørende stillingen kan fås ved henvendelse til HR-chef Lene Høg Jensen på tlf. 22 10 45 57/mail: LHJE@dignity.dk.
Forventet tiltrædelse: 1. juni 2023.
Ansøgning med CV og eksamensbevis sendes via linket og skal være modtaget hos DIGNITY senest søndag den 9. april 2023.
Vi forventer at afholde samtalerunde fredag den 14. april 2023, og anden samtalerunde onsdag den 19. april 2023.
Du kan læse om DIGNITYs behandling af dine personoplysninger i vores privatlivspolitik, som du finder her: https://www.dignity.dk/privatlivspolitik/