Har du databeskyttelse som dit hjertebarn? Har du en ambition om at udbrede din passion og viden til resten af Kalundborg Kommune og er du enig i, at databeskyttelse skal ses som en integreret del af den generelle offentlige ret, så søg stillingen som databeskyttelsesjurist hos os.
Om jobbet
Kalundborg Kommune har et højt niveau for informations- og cybersikkerhed og stor fokus på databeskyttelse, og hvis du vil du være en del af en ambitiøs kommune, der går foran ikke kun når det gælder sikkerhed men også når det gælder udvikling, så er det nu du har muligheden.
Store dele af databeskyttelsesområdet er for nylig blevet flyttet fra Digitalisering og IT til det juridiske team. Det har vi blandt andet gjort på grund af stigende krav til it-sikkerhed og databeskyttelse, for at styrke den juridiske del af arbejdet med databeskyttelse og for at sætte øget fokus på de juridiske rammer ved indkøb og udvikling af nye systemer. Men vi har også gjort det fordi vi mener at databeskyttelse i endnu højere grad skal ses i sammenhæng med de øvrige juridiske discipliner i kommunen. Hvis du byder ind på stillingen, får du mulighed for at være med fra starten, præge arbejdsgange og opbygge en god organisering omkring opgaverne.
Din rolle bliver blandt andet at sætte holdet omkring databeskyttelse, og videreudvikle det gode samarbejde der er i forvejen. I den forbindelse vil du som en af dine første opgaver, være med til at ansætte en informationssikkerhedskoordinator. Derudover forestiller vi os, at der skal etableres en tværgående struktur omkring indkøb og udvikling af systemer.
Det er dig, der skal være med til at sikre, at de gode processer vi har i forvejen fortsættes og fastholdes, og at nye udvikles og implementeres. Det handler om eksempelvis databehandleraftaler, konsekvensanalyser, risikovurderinger og fortegnelser. Derudover forestiller vi os, at du bidrager aktivt med undervisning, rådgivning og andre former for understøttende aktiviteter til vores ambassadørnetværk og resten af organisationen.
Det er også dig der har kontakten til og samarbejdet med kommunens eksterne DPO hos Bech Bruun.
Du er cand.jur. eller cand.merc.jur og har erfaring inden for databeskyttelse. Hvis du også har blik for og erfaring med den generelle offentligret, er det en stor fordel, da vi gerne ser en helhedsorienteret tilgang til databeskyttelse.
Som person elsker du struktur og arbejder analytisk, strategisk og systematisk. Du kommunikerer godt i både skrift og tale og er god til at skabe relationer på tværs af faggrænser også når du mødes af en vis GDPR-træthed Du formår at omsætte lovkrav til arbejdsgange der virker i praksis i en travl og kompleks organisation og du er optaget af mødet mellem lovgivning og teknologi.
Du arbejder selvstændigt, men er samtidig en holdspiller og bliver ansat i det juridiske team, hvor vi har et tæt samarbejde, en høj faglighed og hvor der er gode muligheder for sparring og for at teame-op om opgaverne. Du vil derudover have et tæt samarbejde med Digitalisering og IT, for på den måde at sikre et helhedssyn på området og sparring på tværs af fagligheder. Både det juridiske team og Digitalisering og IT er en del af Organisationsstaben som også omfatter HR, Kommunikation, Sekretariat mv. og som er tæt på direktionen og det politiske niveau.
Vi er en flad organisation med en uformel omgangstone og gode muligheder for fleksibel arbejdstilrettelæggelse, herunder distancearbejde. Derudover har vi i Kalundborg Kommune fleksibel 4-dags arbejdsuge som giver mulighed for at holde fri om fredagen, hvis man ønsker det.
Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst og ud fra dine kvalifikationer.
Hvis du vil vide mere
Vil du høre mere om stillingen er du velkommen til at kontakte chefjurist Kristine Louise Schiøtt på 30 35 96 38
Ansøgning
Ansøgningsfristen er den 25. april og vi forventer at holde 1. samtale den 5. og den 6. maj og 2. samtale den 14. maj.
Om os
I Kalundborg Kommune er vi optaget af, at vores borgere, virksomheder, foreninger og institutioner får den bedst tænkelige service. Det kan vi kun levere hvis vi har dygtige og motiverede medarbejdere. Derfor er vi dedikeret til at støtte medarbejdernes personlige og faglige udvikling, og sikre en dynamisk og fleksibel arbejdsplads.
Hos os er medarbejderne med til at gøre en forskel hver dag, sammen med ca. 3500 kollegaer. Kalundborg Kommune er placeret i noget af Danmarks smukkeste natur - og er samtidig hjemsted for en række af de industrier der bidrager mest til den danske økonomi - med vægt på biotech- og energiproduktion.
Der bor cirka 49.000 mennesker i Kalundborg Kommune, som også er hjemsted for flere og flere uddannelser, der er med til at understøtte udviklingen i kommunen.
Du kan læse mere om Kalundborg Kommune som arbejdsplads Vores medarbejdere (kalundborg.dk, finde generelle oplysninger om Kalundborg Kommune Go to Kalundborg eller lytte til vores podcast-serie Karriere på Kalundborgsk Podcast (kalundborg.dk)
Vi opfordrer alle uanset baggrund, køn, religion mv. til at søge.
Lokation:
Kalundborg
Stillingstype:
Fuldtid
Ansøgningsfrist:
25. april 2025
Ansættelsesdato:
Snarest muligt
Kontakter:
Kristine Louise Schiøtt
Chefjurist
krsc@kalundborg.dk
+45 59 53 44 72
+45 30 35 96 38