Almene boliger spiller en central rolle i Københavns byudvikling og danner rammen om 100.000 københavneres bolig og livsvilkår. Det er et emne, som er højt på både den nationale og den kommunale politiske dagsorden.
Enheden for Almene Boliger sikrer at der bliver bygget nye almene boliger, og at boligorganisationerne drifter de 63.000 nuværende boliger effektivt og inden for rammerne af lovgivningen.
Gennem vores daglige arbejde støtter vi op om kommunens mål om at skabe en sammenhængende og mangfoldig by med plads til, og lige muligheder for, alle.
Vi har den daglige dialog med de almene boligorganisationer og godkender nybyggeri og renoveringer af almene boliger. Vi fører også tilsyn med boligorganisationernes økonomi, administration og beboerdemokrati.
Vi er et område i stor faglig udvikling vi har store ambitioner for udviklingen af Københavns almene boliger, udsatte by- og boligområder, styringen af den almene boligsektor og vores egen opgaveløsning. Enheden er sammensat af arkitekter, jurister og generalister, og vi lægger stor vægt på at samarbejde på tværs af fagligheder.
Hvis ovenstående lyder interessant, kan det være du er Almene Boligers nye studentermedhjælper.
Opgaver
-
Selvstændig sagsbehandling af mindre renoveringssager
-
Referent til styringsdialog mellem kommunen og boligorganisationerne
-
Skønsudøvelse i diverse tilsynsopgaver
-
Besvarelse af borgerhenvendelser
-
Forefaldende juridiske og administrative arbejdsopgaver
Om dig
-
Du er studerende på en relevant videregående uddannelse (jura, statskundskab eller andet)
-
Du har et højt fagligt niveau
-
Du har interesse for byudvikling og den almene boligsektor
Vi tilbyder
-
Praktisk erfaring, der understøtter dine studier
-
Faglig sparring til løsning af opgaverne
-
Indgående kendskab til forvaltningsret i praksis
-
Fleksibilitet omkring eksamensperioder
-
Gode kolleger og et kontor med plads til smil og kage
Ansættelsesvilkår
Stillingen er på ca. 15 timer ugentligt og kan tilrettelægges under hensyntagen til dit studie. Stillingen er til besættelse pr. 2. januar eller snarest muligt.
Du vil blive ansat under gældende HK-overenskomst.
Yderligere oplysninger
Vil du vide mere om stillingen, kan du kontakte Mai Britt Lindemann på 2369 8013.
Søg via nedenstående link senest onsdag den 7. december 2022
Vi forventer at afholde samtaler i uge 50.