Har du din grundlæggende jura på plads, og er du god til eller ønsker at udvikle dig indenfor koordinering og løsning af problemstillinger på et område med komplekse regler og en høj grad af digitalisering? Kan du arbejde med høj effektivitet uden at gå på kompromis med kvaliteten? Og kan du samarbejde og skabe helhedsorienterede resultater?
Så er du måske vores nye kollega i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, hvor vi vægter stor fleksibilitet højt, så du kan balancere faglige ambitioner og privatliv.
Vi skaber fundamentet for fremtiden
Viden former fremtiden. I Uddannelses- og Forskningsministeriet arbejder vi for at skabe værdi i samfundet gennem fremragende uddannelse og forskning. Vi skaber et solidt fundament for de videregående uddannelser og forskningen i Danmark, så nye idéer kan spire og skabe vækst.
Center for Uddannelsesstøtte
I Center for Uddannelsesstøtte varetager vi blandt andet administration af statens uddannelsesstøtte (SU), befordringsrabatordningen og statens voksenuddannelsesstøtte (SVU), herunder sagsbehandling vedrørende SU-handicaptillæg, SU til uddannelser i udlandet og SU til udenlandske statsborgere. Desuden varetager centeret kommunikation om SU til de studerende samt support og tilsyn med uddannelsesinstitutionernes SU-administration. Centeret har flere tætte samarbejdsrelationer, både internt i Uddannelses- og Forskningsministeriet og eksternt til uddannelsesinstitutionerne, andre ministerier mv. Vi er omkring 90 medarbejdere i centeret, hvoraf ca. 20 er studenter.
Om stillingen
Vi søger en jurist til enheden Tværgående. I Tværgående vil du indgå i en enhed med fokus på tværgående opgaver, processer og digitalisering på uddannelsesstøtteområdet. Du vil komme til at arbejde med en bred vifte af juridiske opgaver i relation til uddannelsesstøtte. Du vil få en nøglerolle i forhold til koordinering og løsning af komplekse problemstillinger samt sparring. Du vil bl.a. komme til at beskæftige dig med selvstændig opgavevaretagelse af en opgaveportefølje, håndtering og sagsbehandling af klagesager, diverse analyse- og udviklingsopgaver, bl.a. i forhold til den igangværende modernisering af SU-systemet, samt bidrag til lovarbejde. Du vil desuden skulle bistå med at yde intern støtte og sparring i centret, herunder til de medarbejdere, der vejleder uddannelsesstedernes SU- og SVU-administratorer. Du vil også i mindre omfang skulle bidrage til besvarelse af borgerhenvendelser til ministeren, besvarelse af spørgsmål fra Folketinget og anden ministerbetjening.
Vi forestiller os, at du:
- Har en relevant samfundsvidenskabelig uddannelsesbaggrund, f.eks. cand.jur., cand.merc. jur. eller cand.soc. i jura
- Er god til at koordinere og samle trådene
- Er i stand til at forstå og formidle et komplekst regelsæt
- Kan identificere udfordringerne, men også er i stand til at udforme løsningerne og implementere dem
- Kan formulere dig præcist i skrift og tale
- Er god til at prioritere og strukturere opgaverne og bevare overblikket
- Er selvstændig og ansvarsbevidst
- Har gode samarbejdsevner
- Er energisk og positiv
- Har grundlæggende erfaring med sagsbehandling
Det er desuden en fordel, men ikke et krav, hvis du har erfaring med offentlig forvaltning, har kendskab til EU-retten og kendskab til og interesse for uddannelsesområdet.
En ambitiøs og social arbejdsplads
Du bliver en del af en ambitiøs arbejdsplads med dedikerede og fagligt stærke kollegaer, hvor vi prioriterer et godt samarbejde og arbejdsglæde i hverdagen. Vi mener nemlig, at en god kultur med dialog og samarbejde er forudsætningen for, at vi lykkes. Derfor er her plads til grin i den travle hverdag. Samtidig får du gode udviklingsmuligheder og stor fleksibilitet, så du kan balancere faglige ambitioner og privatliv.
Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes som fuldmægtig eller specialkonsulent, afhængigt af kvalifikationer, i Uddannelses- og Forskningsministeriets koncern efter overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation. Der er mulighed for at forhandle tillæg, der matcher dine kvalifikationer.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte kontorchef Thomas Fogtmann på telefonnummer 72 31 79 75 eller på e-mail tfo@ufm.dk.
Søg stillingen
Klik på knappen søg stillingen eller søg via vores hjemmeside www.ufm.dk/job-i-ministeriet. Vi skal have din ansøgning senest den 10. april 2023 kl. 23.59.
Vi forventer at holde to samtalerunder. Første samtalerunde forventes afholdt i uge 15 og anden samtalerunde afholdt i uge 16. Mellem første og anden samtalerunde gennemføres personlighedstest.
Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Uddannelses- og Forskningsministeriet er medlem af foreningen Lige Adgang.