Har du lyst til at bidrage konkret til udviklingen af det danske sundhedsvæsen, og indgå i et tæt fagligt og strategisk samarbejde med den øverste ledelse på Rigshospitalet? Så er jobbet som akademisk personlig assistent (PA) for projektdirektøren i Mary Elizabeths Hospital måske noget for dig.
Om Mary Elizabeths Hospital:
Mary Elizabeths Hospital er Rigshospitalets nyeste bygningskompleks på 60.000 kvadratmeter. Det skal rumme behandlingstilbud til børn, unge og gravide, og forventes klar til indflytning om ca. 2 år. Visionen er at sætte nye standarder for behandlinger og oplevelsen for børn, unge, gravide og deres pårørende, under overskriften livet skal leves også når vi er syge. Du kan læse mere om Mary Elizabeths Hospital (MARYS) her.
Byggeriet er nu så fremskredent at planer, projekter og visioner for MARYS skal konkretiseres, operationaliseres og implementeres. Projektet går derfor ind i en ny fase med en nyansat projektdirektør, som indgår i Rigshospitalets direktion og denne nyoprettede stilling som konsulent og akademisk PA.
Jobbeskrivelse:
Som PA for projektdirektøren vil du indtage en vigtig rolle i organisationen, da du skal indgå i et tæt parløb med projektdirektøren relateret til MARYS og direktionen, samt de mange samarbejdspartnere på og udenfor Rigshospitalet.
Dit arbejde vil bl.a. omfatte:
- Assistere projektdirektøren i daglig planlægning og forberedelse af strategisk beslutningstagning af organisatorisk og ledelsesmæssig karakter.
- Fungere som bindeled mellem projektdirektøren og interne samt eksterne samarbejdspartnere.
- Håndtering af regionale og internationale henvendelser samt besvarelse af høringer og politiske spørgsmål.
- Koordinere samarbejde med projektets forskellige aktører, herunder Rigshospitalets centrale stabe, MARYS organisation, byggeorganisationen, de relevante kliniske afdelinger etc.
- Kvalificere mødemateriale, udarbejde dagsordener og mødereferater, arrangere og indkalde til møder, udarbejde notater og præsentationer etc.
- Kalenderstyring, journalisering.
Dine erfaringer og kvalifikationer:
- Uddannelse: En relevant akademisk baggrund på kandidatniveau.
- Erfaring: Flere års erfaring med projektledelse og koordinering af tværfaglig karakter. Erfaring fra sundhedsvæsnet er en yderligere kvalifikation.
- Kompetencer: stærke organisatoriske, analytiske og strategiske evner samt en selvstændig, fremadskuende og resultatorienteret tilgang til arbejdet. Personlig gennemslagskraft og et højt ambitionsniveau.
- Kommunikation: Stærke skriftlige og mundtlige kommunikationsevner på både dansk og engelsk.
Vi kan tilbyde:
- En central rolle i et visionært projekt hvor du dagligt vil komme til at bidrage til udviklingen i tæt samarbejde med projektdirektøren og andre relevante aktører.
- Et dynamisk, uhøjtideligt og tværfagligt arbejdsmiljø på landets største hospital, med god mulighed for personlig og faglig udvikling i et projekt, der sætter nye standarder inden for patientbehandling og -oplevelse.
- Ansættelse efter gældende overenskomst for konsulenter eller specialkonsulenter i Regionen, alt efter kvalifikationer og kompetencer. Stillingen er en fastansættelse og på fuld tid.
Ansøgningsfrist:
Er du interesseret i stillingen, bedes du sende din ansøgning og CV via linket. For mere information, er du meget velkommen til at kontakte projektdirektør Jesper Erdal på jesper.erdal@regionh.dk eller direkte på tlf. 29800840.
Ansøgningsfrist: søndag d. 5.5.2024. Samtaler planlægges til at finde sted i uge 20.
Tiltrædelse: snarest muligt.
Vi ser frem til at høre fra dig.