København
Kan du sikre struktur og fremdrift i en ofte travl og hektisk hverdag? Har du stærke samarbejdsevner, fleksibilitet og erfaring med besvarelse af folketingsspørgsmål? Så har du nogle af de kompetencer, som vi søger til en stilling i Rigspolitiets Koncernledelsessekretariat.
Sekretariatet
Koncernledelsessekretariatet er rigspolitichefens sekretariat, der bistår rigspolitichefen, Rigspolitiets direktion og politiets koncernledelse med ledelsen og styringen af dansk politi.
Vi er et sekretariat med stærke faglige kompetencer og store ambitioner om at levere effektiv og højt kvalificeret sekretariatsbetjening.
Hverdagen er ofte hektisk og udfordrende, men vi prioriterer samtidig et godt sammenhold og kollegialt fællesskab højt, ligesom vi insisterer på at skabe frirum til humor, at holde en uformel omgangstone og bevare en god balance mellem arbejds- og privatliv.
Koncernledelsessekretariatet består af tre sektioner med i alt ca. 20 medarbejdere: Ledelsesstøtte, Ledelsesinformation og Ministerbetjening, der hver har selvstændige ansvarsområder.
Sektionen og dine opgaver
Stillingen er placeret i Ministerbetjeningssektionen, som er den centrale indgang i Rigspolitiet for høringer fra hovedsageligt Justitsministeriets departement vedrørende bl.a. bidrag til brug for besvarelse af spørgsmål fra Folketinget, forberedende lovarbejde og andre politiske henvendelser mv.
Som medarbejder i Ministerbetjeningssektionen vil du komme til at beskæftige dig med visitering, koordinering, udarbejdelse og kvalitetssikring af bidrag til brug for besvarelse af spørgsmål fra Folketinget, forberedende lovarbejde, høringssvar og andre politiske henvendelser.
Opgaverne løftes i et tæt og løbende samarbejde med Justitsministeriets departement såvel som kollegaer i de andre sektioner i Koncernledelsessekretariatet, Koncernkommunikation og de faglige områder i Rigspolitiet, PET og politikredsene i Danmark, på Færøerne og i Grønland såvel som Rigsadvokaten og andre samarbejdspartnere.
Den daglige ledelse af sektionen varetages af sektionslederen. Sektionen er ud over sektionslederen normeret til seks akademiske medarbejdere og to studentermedhjælpere.
Vores nye kollega
Vi søger en dygtig og engageret medarbejder med en relevant samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse (f.eks. cand.jur., cand.scient.pol., cand.scient.soc., cand.scient.adm. eller lignende).
Erfaring fra Justitsministeriets departement, politiet eller anklagemyndigheden samt kendskab til politiets organisation og det retlige grundlag for politiets virksomhed vil være en fordel. Kendskab til folketings- eller ministerbetjening i øvrigt vil også kunne tillægges vægt ved vurderingen.
Du har et godt humør, en veludviklet situationsfornemmelse og forstår at navigere i en kompleks og politisk styret organisation. Du har en fleksibel tilgang, der sikrer effektiv og smidig understøttelse af de politiske og ledelsesmæssige beslutningsprocesser. Du kan også opbygge gode og konstruktive relationer med interne såvel som eksterne samarbejdspartnere.
Som person er du handlekraftig, fleksibel og fungerer godt i en travl og til tider hektisk hverdag, hvor opgaverne ofte skal løses inden for korte tidsfrister og af høj faglig kvalitet. Vi forventer, at du kan bevare overblikket og den gode tone også i pressede situationer.
Herudover lægger vi også vægt på, at du har gode analytiske evner og er god til at formulere dig både mundtligt og skriftligt.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du bliver indplaceret som fuldmægtig, specialkonsulent eller chefkonsulent på baggrund af dine kvalifikationer.
Hvis du er ansat med Justitsministeriet som ansættelsesområde, vil du kunne rokere inden for dit nuværende ansættelsesområde.
Dit arbejdssted bliver Rigspolitiet med adresse på Polititorvet 14, 1780 København V.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan bibeholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse.
Stillingen ønskes besat snarest muligt.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Marie Jørgensen på tlf. nr. 6155 7863. Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk og om politiet som arbejdsplads på www.jobipolitiet.dk.
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Du skal derfor ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Det er først, hvis du har fået afslag på en søgt stilling, at du kan slette dokumenterne knyttet dertil. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge uanset køn, alder, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Vi forventer at afholde samtaler mandag den 12. juni 2023.
Ansøgningsfrist: 7. juni 2023